Skip to content

4178/19

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 21-årig kvinde, der den 18. januar 2011 fik konstateret mindre carieslæsioner i tænderne +4,5. Tænderne blev derfor behandlet med Fluoridpensling. Den 27. marts 2012 blev der konstateret dyb caries i tanden +5, og der var derfor indikation for fyldningsbehandling. Tanden blev derfor renboret den 3. juli 2012, og i den forbindelse blev der konstateret omfattende carieslæsion, som strakte sig til tandnerven. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, som efter flere sceancer blev rodfyldt den 12. oktober 2012. Den 18. oktober 2012 henvendte patienten sig akut til anden tandlæge på grund af smerter. Der blev derfor aflastet ved tanden +5. Ved kontrol den 7. maj 2013 blev der taget røntgen, som fandtes at vise optimal rodfyldning og intet abnormt. Ved undersøgelse den 27. marts 2015 klagede patienten fortsat over ømhed ved +5, og det blev aftalt, at der ikke skulle foretages yderligere, da ømheden var aftagende. Ifølge journalen fra den 19. november 2015 blev patienten informeret om, at tanden på sigt skulle kronebehandles på grund af stor substanstab efter cariesbehandling. Den 18. december 2015 blev der taget røntgen af tanden +5, som fandtes at vise samme forhold, som på røntgen fra maj 2013. Patienten henvendte sig igen akut den 12. februar 2016 på grund af smerter fra tanden. Patienten blev derfor tilbudt kirurgisk rodbehandling, hvilket blev afslået. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 15. marts 2016 fandt, at røntgenbillede fra samme dag viste utæt rodfyldning. Rodbehandlingen skulle derfor laves om. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling den 18. april 2016, som blev afsluttet med rodfyldning den 2. maj 2016. Ifølge journalen fra den 20. februar 2017 havde der været ro i tanden efter rodbehandlingen, men de sidste 14 dage var der opstået symptomer i form af ømhed fra tanden. Patienten blev derfor informeret om behov for kirurgisk rodbehandling, hvis symptomerne ikke aftog. Den 6. marts 2017 henvendte patienten sig igen på grund af fraktur af tanden. Det blev vurderet, at tanden ikke kunne bevares, og patienten blev derfor henvist til en anden tandlæge for kirurgisk fjernelse af tanden. Tanden blev derfor fjernet af anden tandlæge den 5. maj 2017. Patienten blev i den forbindelse anbefalet at vente med implantatbehandling til 21-22 års alderen grundet ikke afsluttet kæbevækst.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. juni 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af materialet, at der var begyndende hul i tanden 5+ i januar 2011, hvor der blev iværksat behandling i form af pensling. Da hullet trods denne behandling alligevel blev dybere, blev der udført renboring af tanden og senere rodbehandling. Desuden blev patienten i november 2015 anbefalet kronebehandling, og i 2016 blev patienten tilbudt behandling i form af en kirurgisk rodbehandling.

Tryg fandt videre, at der forekommer i perioden fra 18. januar 2011 og frem til 5. maj 2017 en udvikling af grundlidelsen, hul, og på trods af gentagende behandlingsforsøg med fluor, renboring, rodbehandling og tilbud om kirurgisk rodbehandling må +5 fjernes den 5. maj 2017.

Tryg fandt herefter, at denne udvikling er et udtryk for en forværring af grundlidelsen (caries i tanden +5). At +5 måtte fjernes i maj 2017 skyldes derfor ikke de udførte behandlinger, men i stedet en forværring af grundlidelsen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 24. juni 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgen fra januar 2011 viser behandlingskrævende caries i tanden +5, som først blev behandlet i juli 2012 med renboring. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at caries var blevet behandlet allerede i 2011 med renboring og fyldnings-behandling og ikke kun fluorpensling. Derved havde man med overvejende sandsynlighed undgået den efterfølgende udvikling af caries med behov for rodbehandling og senere tab af tanden.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.