Skip to content

4207/19

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende betændelse samt tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende betændelse samt tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der den 25. september 2012 fik lavet rodbehandlingen om i tanden 6+ hos den behandlede tandlæge. I den forbindelse blev der taget røntgen samt noteret, at rodfyldningen i den forreste af de ydre rødder muligvis var for lang, men rodspidsknoglen var sund. Det blev desuden noteret, at der skulle foretages kontrol efter 6 måneder, samt at patienten ønskede en krone på tanden, men ville dog vente lidt. Patienten henvendte sig til egen tandlæge den 14. februar 2017 med smerter ved tygning fra tænderne 5,4+. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden 6+. Ifølge journalen fra den 17. november 2017 var tanden 6+ knækket, og patienten blev derfor anbefalet en kirurgisk rodbehandling af tanden. Patienten henvendte sig herefter til den behandlende tandlæge den 30. november 2017, da fyldningen i tanden 6+ var knækket. Det blev i den forbindelse noteret, at patientens egen tandlæge havde set betændelse ved tanden. Der blev herefter taget røntgen, som fandtes at vise betændelse og en for lang rodfyldning ved den inderste rodspids. Den 23. januar 2018 blev det noteret, at der var knækket lidt af tanden, hvorefter der under mikroskop blev foretaget en ny rodfyldning med cement. Der blev herefter taget kontrolrøntgen, som fandtes at vise en tæt rodfyldning. Patienten blev desuden informeret om risikoen for en kirurgisk rodbehandling, hvis der igen blev konstateret rodspidsbetændelse ved tanden 6+. Endvidere blev patienten informeret om, at tanden 5+ var knækket til knogleniveau. Den 7. marts 2018 blev tanden 6+ forsynet med en plastisk opbygning, mens tanden 5+ blev fjernet af en anden tandlæge den 12. marts 2018. Der blev herefter cementeret en krone på tanden 6+ den 2. maj 2018. Den 4. juli 2018 blev der isat et implantat i regio 5+ hos egen tandlæge. I den forbindelse blev det noteret, at der blev foretaget et kæbehulebundsløft samt genopbygget en defekt på ydersiden af knoglen. Desuden blev der taget røntgen. Ifølge journalen fra den 17. september 2018 blev der taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise tab af knoglefæste ved tanden, men sund rodspidsknogle. Den 3. oktober 2018 blev der registreret pusflåd ved implantatet regio 5+. Der blev derfor taget røntgen samt ordineret antibiotika. Den 15. oktober 2018 blev det noteret, at implantatet 5+ var faldet ud under aftrykstagning, mens det den 7. januar 2019 blev noteret, at patienten brugte bidskinne grundet tænderskæren. Der blev desuden optaget parodontitis status.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den kommende implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 6+ tidligere var rodbehandlet i 2009, hvorefter patienten blev henvist til en omgørelse af rodbehandlingen hos tandlægen, idet der var fundet betændelse ved tanden. Der blev derfor foretaget relevant omgørelse af rodbehandlingen på tanden den 25. september 2012, idet der var opstået rodspids-betændelse.

Tryg fandt videre, at patienten blev anbefalet kronebehandling, men at hun oplyste, at hun ville vente med dette. Rodbehandlede tænder er sprøde og knækker nemmere end ikke-rodbehandlede tænder. Derfor anbefales det, at rodbehandlede kindtænder forsynes med kroner for at undgå, at disse på længere sigt knækker.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbillede af 14. april 2015 viser, at tandkronen på 6+ bestod af 80% plast, at tanden var svækket, og at den inderste rod fremstod med rodfyldningsoverskud. Desuden viser røntgenbillede af 12. juli 2017, at tanden 5+ havde tabt knoglefæste i 60% af rodlængden, specielt mellem 6+ og 5+. Yderligere blev det noteret den 23. januar 2018, at tanden 5+ har været revnet igennem roden fra den 14. februar 2017, hvilket er årsag til tabet af knoglefæste ved tanden 5+ og grænsen til 5+.

Tryg fandt herefter, at tabet af knoglefæste ved tanden 5+ skyldes grundlidelse, herunder svækket tandkrone, tyggefunktion, tænderskæren samt revne. Dette tab af knoglefæste har svækket tanden 6+ yderligere.

Tryg fandt således, at det faktum, at patienten herefter mistede tanden 6+ med behov for implantatløsning og en eventuel knoglegenopbygning i området er behandling af patientens grundlidelse, da tanden var svækket som følge af knoglefæstetab, som skyldtes grundlidelse ved tanden 5+.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. oktober 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6+ mistes som følge af det knogletab, der skete i forbindelse med implantatbehandlingen regio 5+, hvor der opstod betændelse, samt som følge af grundlidelsen, parodontitis, som ifølge journalen blev diagnosticeret ved tanden 6+. Tanden 6+ mistes således ikke som følge af den udførte rodbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.