Skip to content

4170/19

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der den 13. december 2016 fik konstateret en fistel ved tanden 6-. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden og i den forbindelse knækkede en rodfil i den tungevendende rodkanal. Den bagudvendende og kindvendende rodkanal samt den fremadvendende og kindvendende rodkanal blev herefter rodfyldt den 22. december 2016. Den 1. oktober 2018 var der hævelse ved tanden 6-. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor henvist til kirurgisk rodbehandling, hvilket blev udført den 10. oktober 2018.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, kirurgisk rodbehandling, eventuelt implantatbehandling. 

1. instans afgørelse:

I brev af 27. februar 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var indikation for rodbehandling af tanden 6- den 13. december 2016, da der kunne ses betændelsesudgang ud for tanden. Desuden knækkede der en rodfil i den tungevendende rod i tanden.

Tryg fandt herefter, at hvis der var blevet rodfyldt over den knækkede rodfil, og der var udrenset og rodfyldt med 0,5-1 mm afstand til rodspidsen på den fremad- og kindvendende rodkanal, var der med overvejende sandsynlighed sket heling af betændelsen. Endvidere er det kun den bagud- og kindvendende rodkanal, som er rodbehandlet. Den 4. rod, det vil sige den bagud- og kindvendende rod, ses ubehandlet.

Tryg fandt som følge heraf, at det ikke er den knækkede rodfil, som er årsagen til rodspidsbetændelsen på den fremadrettede rod, men det forhold, at der hverken er rodfyldt over den knækkede rodfil samt efterladt en halvtom rodkanal og tilsvarende rodkanaler i den kindvendende rod. Der opstår således ikke heling, hvis der ikke rodfyldes over den knækkede rodfil, og der ikke foretages udrensning og rodfyldning af den bagud- og tungevendende rodkanal.

Tryg fandt videre, at det forhold, at dette skal foretages på ny, ikke er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg gjorde dog opmærksom på, at hvis der ikke sker heling efter den kirurgiske rodbehandling, og når rodkanalerne er optimalt efterbehandlet, bedes patienten eller tandlægen henvende sig på ny, hvorefter Tryg vil vurdere, om sagen kan genoptages. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. februar 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden 6-, da behovet for kirurgisk rodbehandling skyldes grundlidelsen, betændelse og ikke den knækkede rodfil.

Efter nævnets opfattelse skulle den ortograde rodfyldning have været færdiggjort, og herefter skulle man have afventet resultatet heraf.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.