Skip to content

4235/19

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende gener. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Brobehandling og efterfølgende gener. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om, at patienten henvendte sig den 2. maj 2014 på grund af smerter fra højre side af overkæben. Ifølge journalen havde patienten et meget dårligt tandsæt med caries i flere tænder, behov for rodbehandling, kronebehandling og udtagning af en enkelt tand. I den forbindelse oplyste patienten, at han godt vidste, at der var et problem, men at han havde angst og ikke økonomi til at totalbehandle hele tandsættet. Den 13. maj 2014 blev tanden 7+ rodbehandlet på grund af rodspidsbetændelse. Det blev desuden noteret, at patienten selv ville kontakte klinikken, når og hvis han havde råd til yderligere behandling. Patienten henvendte sig derfor igen den 11. december 2014, hvor der blev konstateret caries i 4 tænder, konebehandlingsbehov af 10 tænder, behov for udtrækning af 3 tænder, da de ikke var bevaringsværdige på grund af dyb caries, samt behov for restaurering af 4 tænder. Desuden fremstod tanden 1+ løs, og der var kronisk tandkøbsbetændelse. Den 7. januar 2015 blev patienten anbefalet rodbehandling af tanden -5 på grund af dyb caries, og den 14. januar 2015 blev der indledt rodbehandling af tanden -4 med endelig rodfyldning den 27. januar 2015. Ifølge journalen fra den 19. februar 2015 blev tænderne 6,5,4+ trukket ud på grund af dyb caries, og der blev udført knogleopbygning med henblik på senere implantatbehandling. Den 26. marts 2015 blev der taget aftryk til kroner på tænderne 3,2+. Desuden blev der taget aftryk til en 5-leddet bro regio +3,4,5,6,7, og det blev noteret, at tanden +7 skulle rodbehandles ved smerter. Den 10. juni 2015 blev broen cementeret, og det blev noteret, at patienten havde følsomhed overfor kulde i overkæben. Desuden blev der forberedt til implantat i regio 6+ og 4+, og patienten blev orienteret om, at der skulle foretages sinusløft i forbindelse med knogleopbygning. Den 24. juni 2015 blev trådene fjernet, hvorefter patienten ikke blevet behandlet på klinikken igen.

Patienten søger nu om erstatning for fejlbehandling i forbindelse med den 5-leddet bro samt godtgørelse for svie og smerte i forbindelse med og efter behandlingerne, hvor patienten stadig lider af tandpine under den monterede bro.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, idet kravet er forældet jf. KEL § 59, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten senest den 7. august 2015 havde kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten har oplyst, at han siden behandlingens start har haft gener og smerter, og at patienten afbrød behandlingen i sommeren 2015, fordi han var utilfreds med behandlingen, hvilket patienten oplyser, at han gentagne gange havde gjort tandlægen opmærksom på. Patienten har også oplyst, at broen aldrig havde fungeret, og at han i behandlingsperioden har haft gjort indsigelser til behandlingen med den 5-leddede bro, og patienten oplyser, at han udtrykkelig bad om at få tænderne rodbehandlet forinden monteringen af broen. Patienten oplyser også, at der blev gjort klar til implantater, men at de aldrig blev sat i. Dette skyldes formentlig, at patienten afbrød den påbegyndte behandling.

Tryg fandt herefter, at forældelsesfristen på tre år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Derimod er tidspunktet for kendskabet til skadens omfang og følgevirkninger uden betydning for spørgsmålet om forældelse. Det har heller ingen betydning for spørgsmålet om forældelse, at patienten ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at søge erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg.

Tryg fandt videre, at anmeldelsen først er modtaget den 13. august 2019, hvilket er mere end 3 år efter, at patienten fik kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Patientens krav er derfor forældet.

I den forbindelse bemærkede Tryg, at den 3-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1, går forud for den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 2. Den 10-årige forældelsesfrist er derfor uden betydning for sagen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Trygs afgørelse af 29. oktober 2019 stadfæstes.

Tryg har begrundet afgørelsen med, at patientens erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at patienten senest den 7. august 2015 fik kendskab til, at der i forbindelse med brobehandlingen regio +3,4,5,6,7 muligvis var sket en skade, og at hans skadesanmeldelse fandt sted den 13. august 2019.

Patienten har i hans ankeskrivelse blandt andet anført, at man ikke med rimelighed kan forvente, at tandlægesjusk/ overbehandling kan konstateres inden for 2 års frist, når følgevirkningerne først konstateres af ny tandlæge.

Som anført i Trygs afgørelse forældes eventuelle erstatningskrav efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet 3 år efter, at skadelidte fik eller burde have fået kendskab til skaden. Tryg fandt, at patienten senest den 7. august 2015 fik kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade. 3-års fristen løb derfor fra dette tidspunkt og var udløbet, da skadesanmeldelsen blev indgivet den 13. august 2019. Sagen må, som anført af Tryg, derfor anses for at være forældet.

I den forbindelse er der lagt vægt på, at patienten afbrød behandlingen hos klinikken efter at have meldt afbud efter at have fået fjernet tråde 24. juni 2015, hvor han gentagne gange havde gjort tandlægen opmærksom på, at behandlingen var langt over, hvad der var rimeligt. Desuden har patienten oplyst, at han siden brobehandlingen har lidt af tandpine.

Det bemærkes, at hverken ukendskab til love og retsregler eller til omfanget af skaden suspenderer forældelsesfristen. Patientankenævnets sagsbehandlingstid kan derfor ikke tillægges betydning. Det har heller ikke betydning, at patienten ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at anmelde forholdet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.