Skip to content

4216/19

Skadetype: Negativ påvirkning af implantat - Tab af implantat
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig mand, der fik isat et implantat i regio -6 den 7. februar 2012. Den 4. juni 2012 blev implantatkronen cementeret på implantatet. Ifølge journalen fra den 9. januar 2014 var abutmentskruen knækket og blev derfor fjernet. Implantatet blev herefter forsynet med en ny skrue og en ny krone. Den 21. januar 2015 var skuren igen fraktureret, og det blev forsøgt uden held at fjerne denne. Patienten blev herefter henvist til en anden tandlæge for fjernelse af den faktureret abutmentskrue, som herefter fjernede abutmentet den 25. februar 2015. Der blev herefter isat nyt den 21. april 2015. Den 1. juni 2015 blev det noteret, at patienten havde store problemer med foodimpact ved implantatet. Ifølge journalen fra den 12. november 2015 var kronen løs på implantatet og blev derfor recementeret. Patienten henvendte sig igen til anden tandlæge den 22. december 2015 på grund af hævelse ved implantatet regio -6. Kronen blev derfor fjernet, og der blev isat et healing abutment. Kronen blev herefter påsat den 11. januar 2016. Den 5. december 2016 var kronen igen løs og blev recementeret. Patienten henvendte sig igen den 5. januar 2017 med løs krone, og efter afmontering blev der konstateret en fraktur af implantatet. Implantatet blev derfor fjernet den 23. februar 2017.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en bro.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. september 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden -6 blev erstattet med et implantat den 7. februar 2012, og implantat blev forsynet med to nye kroner to gange. Desuden knækkede implantatet den 5. januar 2017, hvorefter det blev udtaget den 23. februar 2017.

Tryg fandt herefter, at selv om implantatbehandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, da det blev fjernet som følge af fraktur, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få indsat et nyt implantat, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af hans tandstatus.

Tryg fandt efter en konkret vurdering, at der efter udtagning af implantatet ville komme en naturlig vækst af knogle i defekten efter implantatet, og et nyt implantat herefter ville kunne indsættes.

Tryg fandt dermed, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, og behandlingen derved bliver dyrere, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling samt økonomisk tab udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Tryg fandt dog, at såfremt tanden -6 igen skal erstattes med implantat, og der bliver behov for knogleopbygning, bedes patienten eller tandlægen henvende sig igen. Tryg vil herefter genvurdere sagen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. september 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantatbehandlingen i regio -6 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige implantatbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.