Skip to content

4276/19

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af parodontitis. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af parodontitis. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der i perioden fra den 19. april 2010 til 4. september 2017 regelmæssigt har fået foretaget kliniske undersøgelser og behandlinger, incl. tandrensninger hos den behandlende tandlæge. Ifølge journalen blev der desuden løbende målt tandkødslommer på mindre end 4 mm., og ved den sidste undersøgelse den 4. september 2017 blev der igen noteret poche under 4 mm og pæne PA-forhold. Den 18. april 2018 blev der foretaget en diagnostisk undersøgelse af patientens nye tandlæge. I den forbindelse blev det noteret, at der var flere tandkødslommer på mere end 5 mm., og diagnosen parodontitis blev stillet med en vis usikkerhed. Den 19. april 2018 blev der foretaget udvidet tandrensning og tandrodsrensning af tænderne 7,6,5,4,2-1,2,3,4,5,6,7. Efterfølgende blev der den 14. maj 2018 foretaget tandrodsrensning af tænderne 7,6,5,4,3,2,1+5,6,7.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling som følge af forsømt arbejde fra tandlægens side.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at de modtagne regninger ikke kan godkendes, og at der dermed ikke kan foretages udbetaling på disse regninger.

Tryg fandt i den forbindelse, at vurderingen af den 16. maj 2019 fastholdes, da de indkomne regninger dækker over behandlinger til patientens grundlidelse svarende til tab af tandbærende knogle (parodontitis), og ikke det ekstra behandlingsbehov, som den forsinkede diagnosticering medførte.

Tryg fandt dog, at patienten muligvis er berettiget til yderligere erstatning. Der efterspørges derfor behandlingsoverslag for kirurgisk parodontitisbehandling og evt. behandlingsoverslag på evt. tab af tænder som følge af den ubehandlede parodontitislidelse. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. oktober 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at en sammenligning af sammenbidsrøntgen fra 2013 og 2018 viser en beskeden progression af tab af tandbærende knogle. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at behandlingen i 2018 ikke er mere omfattende, end hvis behandlingen var blevet iværksat på et tidligere tidspunkt.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse, om at der ikke kan tilkendes erstatning for de fremsendte regninger.