Skip to content

4281/19

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 9. oktober 2017 fik indledt rodbehandling af tanden -7. I den forbindelse blev det bl.a. noteret, at de mesiale kanaler var meget snævre. Den 27. oktober 2017 blev rodbehandlingen afsluttet med rod- og plastfyldning. Det blev i den forbindelse noteret, at der i forbindelse med rodbehandlingen var knækket en rodfil i den distale rodkanal i tanden og insufficient rodfyldning i de mesiale rodkanaler. Patienten blev derfor informeret om risiko for persisterende infektion og evt. rodspidsresektion. Ifølge journalen fra den 22. august 2018 havde patienten smerter fra tanden. Der blev derfor taget røntgenbilleder, som fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse på den distale og mesiale rod. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle behandles med en kirurgisk rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 1.374,76 kr. i erstatning.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten er berettiget til 874,76 kr. i kørselsudgifter.

Tryg fandt videre, at patienten ud fra det oplyste, samt det forhold, at den kirurgiske rodbehandling blev foretaget over flere gange, skønsmæssigt er berettiget til godtgørelse for svie og smerte med 500 kr. som følge af den anerkendte skade.

Erstatningen udgør herefter i alt 1.374,78 kr., og sagen er hermed afsluttet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvist kan det bemærkes, at nævnet er forpligtiget til at træffe en materiel rigtig afgørelse, og herunder også kan ændre en tidligere upåklaget delafgørelse om ansvar til skade for patienten.

Tandskadeankenævnet finder herefter, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 7. marts 2019, som anført nedenfor.

Det er nævnets vurdering, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en erstatningsberettigende skade ved den udførte rodbehandling i oktober 2017 hos tandlægen.

Nævnet finder efter en sammenligning af røntgenbilleder fra oktober 2017 og august 2018, at der hverken før eller efter den udførte rodbehandling var betændelse ved den distale (bagerste) rod, hvor den knækkede rodfil sad. Behovet for kirurgisk rodbehandling er dermed ikke en følge af den knækket rodfil, men grundlidelsen, rodspidsbetændelse, som fortsat var tilstede ved den mesiale (forreste) rod efter rodbehandlingen jf. røntgenbillederne. Det forhold, at en behandling ikke lykkedes, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Som konsekvens heraf ophæves Trygs efterfølgende afgørelser af 25. april 2019, af 7. juni 2019 og af 20. december 2019, og den af Tryg tilkendte erstatning bortfalder.