Skip to content

4271/19

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der henvendte sig hos tandlægen den 1. juni 2011 på grund af tandpine fra tanden +6. Tanden blev herefter renboret ned til nervekammeret, og der blev ilagt en midlertidig fyldning. Desuden blev der udskrevet antibiotika. Den 14. juni 2011 blev rodbehandlingen fortsat, og den 29. august 2011 blev rodbehandlingen færdiggjort med rodfyldning i tre kanaler. Desuden blev der taget røntgen, som fandtes at vise en knækket rodfil i den fremad- og kindvendende rodkanal. Den 22. september 2011 blev tanden behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 29. april 2013 blev tanden igen behandlet med en plastfyldning, og patienten blev anbefalet en krone på tanden. Den 28. maj 213 blev der taget røntgenbillede, som fandtes at vise ingen tegn på sygdom. Tanden +6 blev herefter præpareret til krone, og den 6. juni 2013 blev der cementeret en guldkrone på tanden. Ved undersøgelse den 18. februar 2016 blev der taget bite wings og noteret begyndende caries i tanden +6. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, som den 20. september 2017 noterede, at der var begyndende caries i tanden +6. Patienten henvendte sig til tandlægen den 19. december 2018 på grund af smerter og hævelse ved tanden +6. Det blev noteret, at tanden var løs og bankeøm. Desuden var der en fordybet tandkødslomme på 8-9 mm på den fremad- og kindvendende side. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise en rodfyldning, som ikke nåede til rodspidsen og eventuelt en knækket rodfil. Patienten blev herefter anbefalet en kirurgisk rodbehandling af tanden, hvilket blev foretaget af en specialist den 9. januar og 14. januar 2019. Den 23. maj 2019 blev der noteret caries under kronen, som blev excaveret. Efterfølgende er tanden efter det oplyste blevet trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for de skadesudbedrende behandlinger samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten henvendte sig med tandpine den 1. juni 2011, hvorfor der relevant blev opstartet rodbehandling. Desuden knækkede der en rodfil i den fremad- og kindvendende rodkanal i forbindelse med rodbehandlingen, hvilket ses på røntgenbillede af den 29. august 2011.

Tryg fandt videre, at en knækket rodfil kan fungere som rodfyldning. Det betyder, at en knækket rodfil ikke i sig selv udgør en skade i lovens forstand. Dette kræver, at den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden, f.eks. ved at forårsage vedvarende rodspidsbetændelse.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbilledet af den 20. december 2018 viser, at der var rodspidsbetændelse på alle tre rødder på tanden +6 og en utæt krone med manglende kanttilslutning på både den bagudvendende og den fremadvendende flade. Ligeledes viser røntgenbilledet, at der var en kort og ikke homogen rodfyldning i den fremadvendende kanal med en knækket rodfil midt i rodkanalen.

Tryg fandt herefter, at man kunne have fjernet den utætte krone uden kanttilslutning på tanden +6, og i forbindelse hermed fjernet den knækkede rodfil, idet den sad midt i rodkanalen. Herefter havde man kunne foretage en revision af rodfyldningerne. Rodspidsbetændelsen på tanden +6 havde herefter med overvejende sandsynlighed været helet, og den kirurgiske rodbehandling kunne derfor have været undgået.

Tryg fandt derfor, at der ikke i forbindelse med en knækkede rodfil er sket en skade som har forringet patientens tandstatus eller forårsaget et forøget behandlingsbehov. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Det bemærkes dog, at der ikke er taget stilling til, hvorvidt der er sket en skade hos den tandlæge, der foretog den kirurgiske rodbehandling. Hvis patienten ønsker, at der tages stilling til dette, vil det kræve en ny selvstændig anmeldelse. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. november 2019.

Nævnet finder, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed mistes som en følge af, at tanden var stærk svækket af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf.  

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.