Skip to content

4326/20

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Parietal perforation i forbindelse med rodstiftisættelse med tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Parietal perforation i forbindelse med rodstiftisættelse med tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 80-årig kvinde, der den 15. oktober 2012 fik taget bite wings. I den forbindelse blev der noteret omfattende parodontitis på tænderne 2+1. Den 18. februar 2013 blev der igen taget røntgen, og der blev aftalt isættelse af en 5-leddet bro på tænderne 3,2,1+1,2. Behandlingen blev derfor påbegyndt den 11. marts 2013 med udtrækning af tænderne 2,1+1, hvorefter broen blev isat midlertidigt. Den 30. maj 2013 blev broen cementeret endeligt, og det blev noteret, at patienten var meget tilfreds med form og farve. Ifølge journalen fra den 23. september 2013 ønskede patienten ikke behandling for parodontitis. Patienten blev derfor informeret om risiko for forværring heraf. Fra august 2014 blev der foretaget registrering og behandling af parodontitis med fire måneders intervaller. Den 3. april 2018 var broen løsnet på tanden 3+, og der blev foretaget plastisk opbygning af tanden 3+ med en rodstift den 12. april 2018. Broen blev herefter påsat igen, og der blev taget røntgenbillede. Patienten kontaktede igen tandlægen den 25. juni 2018, da hun følte hævelse ved tanden 3+. Der blev derfor taget røntgen og konstateret en anelse rødme samt en blærelignende prik ved 3+. Den 31. januar 2019 var broen løs, og patienten blev informeret om, at en fastløsning med bro var vanskeligt, og en aftagelig delprotese var at foretrække. Dette ønskede patienten imidlertid ikke.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 5.807,18 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 81.524,01 kr. omhandler plastfyldning af tanden 7+, tandudtrækning af 3+2, delprotese 3+, lokalbedøvelse samt brobehandling på tænderne 7,5,4,3,2,1+1,2,3,4,5,6.

Tryg fandt herefter, at regningen kan godkendes delvist, da beløbet på 35.515,35 kr. for plastfyldning 7+, lokalbedøvelse 7+, MK-krone på 5+3,4,5,6 ikke kan godkendes.

Årsagen er, at Tryg i afgørelsen af 18. september 2019 vurderede skaden til at omhandle tænderne 4,3,2,1+1,2. Resten af broleddene i behandlingen skyldes andre forhold end den anerkendte skade.

Tryg fandt således, at der som udgangspunkt kan dækkes med 46.008,66 kr. Dog foretages der fradrag af 33.636,35 kr. (svarende til 6.727,27 kr. x 5) for sparede udgifter til behandling til en ny 5-leddet bro, som patienten ville have haft under alle omstændigheder, hvis skaden ikke var sket jf. afgørelsen af 18. september 2019.

Da patienten var medlem af Sygeforsikringen Danmark, ville hun kunne have opnået et tilskud på 10.500 kr. Fradraget reduceres derfor med dette beløb, og fradraget udgør herefter 23.136,35 kr.

Derudover er det i afgørelsen af 18. september 2019 anført, at der også fratrækkes for tidligere udført tandarbejde svarende til regning på 3.115,38 kr. for behandling med rodstift og plastopbygning af tanden 3+. Ligeledes vil Sygeforsikringen Danmarks tilskud af regningsbeløbet tilfalde Tryg. Der fratrækkes derfor 14,00 kr., og erstatningen udgør herefter 5.756,93 kr. Hertil kommer renter på 50,25 kr., og den samlede erstatning for behandlingsudgifterne udgør herefter 5.807,18 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 23. december 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at den oprindelige bro under alle omstændigheder skulle have været afmonteret, uanset om skaden var sket. Det vil sige, at der under alle omstændigheder skulle have været lavet en ny 5 leddet bro.

Ifølge sagens akter skal der nu laves en mere omfattende bro end oprindeligt, hvilket dog skyldes patientens grundlidelse i form af svækkede tænder og ikke den anerkendte skade.

Nævnet finder herefter, at der som følge af den anerkendte skade i form af tab af tanden 3+ kan tilkendes erstatning for udgifterne til udtrækning af tanden 3+ inkl. bedøvelse, samt 2 kroner á 6.727,27 kr.

Nævnet finder videre, at der ikke skal foretages fradrag for udgifterne til stift- og plastfyldning af tanden 3+, da tanden ikke havde dette behandlingsbehov forud for skaden.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en fornyet opgørelse af erstatningens størrelse.