Skip to content

4337/20

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og tag af tand på grund af fraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og tag af tand på grund af fraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 18. juli 2019 på grund af kraftige smerter fra regio -6. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise en meget stor dyb sølvfyldning i tanden. Tanden blev herefter aflastet den 19. juli 2019, og den 23. august 2019 blev der indledt rodbehandling af tanden. Ifølge journalen fra den 17. september 2019 var tanden fraktureret, og patienten blev informeret om, at tanden ikke var bevaringsværdig. Tanden blev derfor trukket ud samme dag, og der blev ordineret antibiotika.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat til erstatning af tanden -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. februar 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden -6 blev rodbehandlet den 23. august 2019, og at tanden ved denne lejlighed samtidig blev forsynet med en midlertidig fyldning. Herudover var tanden knækket den 19. september 2019, og tanden blev derfor fjernet samme dag.

Tryg fandt herefter, at tabet af tanden -6 med overvejende sandsynlighed skyldes patientens grundlidelse i form af meget beskeden tandsubstans. Tanden fremstod på røntgenbilledet af den 18. juli 2019 med en stor sølvfyldning.

Tryg fandt således, at tandens beskedne tandstubstans i kronen samt den stor fyldning i tanden kan have forårsaget små revner i tanden, som medførte, at tanden allerede, inden rodbehandlingen fandt sted, var svækket. Det betyder, at tabet af tanden med overvejende sandsynlighed er en følge af en uheldig, men hændelig belastning af tanden, som i kombination med tandens forudbestående svækkelse gjorde, at tanden knækkede.

Tryg fandt dermed, at der ikke er tale om forhold ved behandlingen, men forhold ved tanden selv, som medførte tabet af tanden -6. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. februar 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden -6 mistes som følge af grundlidelsen i form af en svækket tand med meget lidt sund resttand og stor fyldning, som medfører, at der udvikles revnedannelser over tid og på længere sigt en længdegående tandfraktur.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.