Skip to content

4358/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende fraktur med tab af tand til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende fraktur med tab af tand til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 34-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 24. april 2014 med henblik på rodbehandling af tanden +6 på grund af rodspidsbetændelse. I forbindelse med rodbehandlingen knækkede der en rodfil i tandens forreste og yderste rodkanal. Tanden blev herefter rodfyldt og bygget op i plast den 9. maj 2014. Ved et kontrolbesøg den 30. oktober 2018 hos anden tandlæge blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden samt en knækket rodfil i tandens forreste og yderste rod.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.  

1. instans afgørelse:

I brev af 20. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag på i alt 22.755,15 kr. ikke kan godkendes.

Tryg fandt, at behandlingsoverslaget ikke kan godkendes, idet tanden +6 blev fjernet på grund af en fraktur i tanden.

I den forbindelse fandt Tryg, at ifølge KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 er det et krav, at tabet af tanden med overvejende sandsynlighed var en følge af den behandling eller undersøgelse, patienten fik foretaget, og ikke en følge af den grundlidelse, patienten blev behandlet for. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Tryg fandt i afgørelsen af 27. maj 2019, at den knækkede rodfil med overvejende sandsynlighed medførte, at der opstod rodspidsbetændelse på tanden, hvorfor de tilkendte erstatning i form af rimelige udgifter til kirurgisk rodbehandling af tanden.

Idet tanden i stedet blev fjernet som følge af patientens grundlidelse i form af en fraktur i tanden, er patienten ikke berettiget til erstatning for tabet af tanden +6 som følge af behandlingen af tanden hos tandlægen den 24. april 2014. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. december 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden +6 mistes som følge af grundlidelsen i form af en fraktur og ikke som følge af, at tanden ikke blev kirurgisk rodbehandlet tidligere i forløbet. Den betændelse, der opstod på tandens forreste rod, kunne ikke behandles på grund af det knækkede instrument, men betændelse kan ikke medføre, at tanden knækker.

Årsagen til, at tanden oprindeligt blev rodbehandlet, var et stort og dybt cariesangreb, som uundgåeligt medfører, at tanden svækkes meget og derfor nemt knækker, medmindre tanden forstærkes med en krone.

I forbindelse med rodbehandlingen af tanden, blev patienten ifølge journalen den 9. maj 2014 anbefalet at få tanden kronet ca. 6 måneder efter rodbehandlingen. Tanden er ikke som anbefalet blevet behandlet med krone, og nævnet finder derfor, at tanden med overvejende sandsynlighed knækker på grund af den nævnte svækkelse.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke kan tilkendes erstatning for tab af tanden.