Skip to content

4360/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Kirurgisk rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kirurgisk rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 22. marts 2013 fik foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden 6+ på grund af betændelse. I den forbindelse blev det noteret, at der blev foretaget kirurgisk rodfyldning af den ene af tandens tre rodkomponenter, og at patienten ikke ønskede en almindelig rodbehandling. Den 12. august 2019 blev der konstateret betændelse ved tanden 6+ af ny tandlæge. Der blev derfor indledt almindelig rodbehandling samt ordineret antibiotika. Rodbehandlingen blev afsluttet den 22. august 2019 med rod- og plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 17. september 2019 på grund af tiltagende smerter ved tanden, og en ny kirurgisk rodbehandling blev derfor foreslået. Den 23. september 2019 blev der taget panoramarøntgen, som fandtes at vise betændelse ved tandens fremadvendende rodkomponent. Ifølge journalen fra den 4. oktober 2019 blev der udskrevet en recept på antibiotika.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling i form af et implantat, da tanden ikke står til at redde. Desuden søges om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og øvrige udgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 6+ blev kirurgisk rodbehandlet den 22. marts 2013. Selv om det er Trygs vurdering, at tanden skulle have været rodbehandlet almindeligt, så fremgår det af journalen, at patienten ikke ønskede dette. Den 17. september 2019 blev der udført en almindelig rodbehandling.

Tryg fandt derfor, at der alene er tale om en udskudt behandling af den betændelse, som er opstået i kæben. Betændelsen er opstået som følge af forhold ved patienten selv.

Tryg fandt videre, at såfremt tanden skal behandles kirurgisk, er dette en omgørelse af en oprindeligt udført behandling, og skyldes fortsat patientens oprindelige grundlidelse, betændelse.

Tryg fandt endvidere, at der ikke i journalen er tegn på, at man burde havde behandlet patienten anderledes. Tanden fremstår på panoramarøntgen af 23. september 2019 bevaringsværdig. Patienten er derfor ikke påført en skade.

Tryg fandt således, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. marts 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Korrekt behandling af en tand med nervebetændelse (pulpitis) eller rodspidsbetændelse er at rodbehandle igennem tandens krone (ortograd rodbehandling). Såfremt der ikke herved opnås succes, således at der opstår eller fortsat er betændelse ved tandens rodspidser, kan man udføre en kirurgisk rodbehandling. Men en af forudsætningerne er, at der forinden er rodfyldt i tandens rodkanaler.

Ortograd rodbehandling kan være en vanskelig opgave og undertiden ikke mulig, hvis tandens rodkanaler er helt eller delvist tilkalkede. Disse tilfælde er specialistopgaver og bør henvises til en tandlæge med særlige kompetencer, og som råder over særligt udstyr f.eks. et mikroskop. Patientens tand er forsøgt rodbehandlet kirurgisk uden forudgående ortograd behandling. Den ortograde behandling kan stadig udføres på samme vilkår som tidligere, og patientens behandlingsbehov er derfor ikke ændret.

Dette udgør ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.