Skip to content

4171/19

Skadetype: Manglende diagnostik - Andet
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af rodspidsbetændelse med efterfølgende tab af tænder til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Mangelfuld diagnostik og behandling af rodspidsbetændelse med efterfølgende tab af tænder til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der ved undersøgelse den 23. marts 2005 fik taget bite wings. I den forbindelse blev der konstateret caries i tænderne 5+ og 7,6-7, som herefter blev behandlet med fyldninger. Den 29. august 2011 blev tanden 7+ behandlet med fyldning på grund af caries, og den 14. februar 2012 var fyldningen i tanden -7 tabt og blev erstattet med en ny fyldning. Ifølge journalen fra den 27. august 2012 var fyldningen i tanden 7+ løs, hvorfor der blev lavet en ny fyldning i tanden den 31. august 2012. Den 18. september 2012 blev det konstateret, at fyldningen i tanden -6 var defekt, hvorfor der blev lavet en ny fyldning i tanden. Ifølge journalen fra den 1. marts 2013 blev der indledt rodbehandling af tanden 6- og efter flere seancer med behandling af tanden 6- blev der også indledt rodbehandling af tanden -6 den 28. maj 2014. Den 18. juni 2015 blev det noteret, at der var en defekt fyldning i tanden +8 og patienten blev anbefalet plastbehandling. Den 7. august 2018 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning grundet tandfraktur, mens tanden 7+ blev behandlet med en plastfyldning grundt caries den 11. september 2015. Ifølge journalen fra den 19. november 2015 blev der taget røntgen, som fandtes at vise caries til tænderne 8,6+. Den 10. december 2015 blev det noteret, at på grund af tidsnød ved det ikke muligt at behandle caries i tænderne 8,6+. Desuden blev der lagt Metronidazolsalve i tandkødslommerne på grund af tandkødsirritation. Ifølge journalen fra den 11. februar 2016 var der ømhed ved tanden 6+ og røntgen viste rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor tilbudt rodbehandling af tanden, men ønskede at vente på grund af tidsnød. Der blev derfor ordineret antibiotika. Den 22. august blev det noteret, at fyldningen i tanden 7+ var defekt og krævede nyt plast. Den 12. september 2016 var tanden -6 fraktureret og patienten blev anbefalet kronebehandling. Tanden var dog stadig under rodbehandling. Ifølge journalen fra den 12. oktober 2017 blev tanden 7+ behandlet med en ny plastfyldning på grund af caries. Den 11. januar 2017 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning grundet tandfraktur, og det blev igen noteret, at tanden var under rodbehandling, som skulle færdiggøres. Desuden blev rodkanalerne i tanden 6+ skylles, og det blev noteret, at rodkanalerne var vanskelige at forcere. Den 17. januar 2017 blev tanden -7 behandlet med en plastfyldning grundet tabt fyldning, og den 23. januar 2017 blev rodkanalerne i tanden 6+ igen skyllet. Den 6. februar 2017 blev der konstateret profund caries i tanden 8+, og tanden blev forsynet med en midlertidig fyldning. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge på klinikken, som den 10. april 2017 konstateret caries i tænderne 8,7,6+. I den forbindelse blev det konstateret, at kronen på tanden 7+ var knækket af, og tanden skulle derfor behandles med rodkanalforankret stiftopbygning og krone. Desuden blev der planlagt udtrækning af tanden 8+, da det blev vurderet, at rodbehandling ville være for vanskeligt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. juni 2019 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tænderne 6-6 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at skaden ses dokumenteret ved journal og røntgenbillede af tanden -6 dateret den 19. oktober 2017. Der er ikke fremlagt røntgenbillede af tanden 6-, men skaden skønnes dokumenteret ved journal. Der blev påbegyndt rodbehandling af tanden 6- den 1. marts 2013 og af tanden -6 den 28. maj 2015. Rodkanalerne i tænderne er gentagne gange blevet skyllet, men der er ikke blevet foretaget endelig mekanisk udrensning af tændernes rodkanaler, og rodbehandlinger er følgelig ikke blevet afsluttet. Tænderne har været forsynet med midlertidige fyldninger, som er blevet skiftet med jævne mellemrum. Som følge heraf er tænderne mistet.

Tryg fandt videre, at vedrørende tænderne 6,5+5,6,7,8 og 7- og -8 svarer behandlingen, som nu skal udføres, til den behandling, som skulle have været udført under alle omstændigheder. Der er derfor tale om behandling af patientens grundlidelse, hvilket ikke i sig selv er en skade.

Tryg fandt desuden, at tanden 7+ ses rodbehandlet på røntgenbillede dateret 10 april 2017. Der er nu behov for en fornyet rodbehandling af tanden, hvilket er en omgørelse af den tidligere udførte behandling. En omgørelse er i sig selv ikke en skade, men derimod alene et økonomisk tab.

Tryg fandt herefter, at det modtagne behandlingsoverslag kan godkendes delvist, da der alene kan godkendes udgiften til implantatbehandling af tænderne 6-6 til i alt 39.936 kr.

Tryg fandt dog, at patienten med denne erstatning har sparet udgifter til rodbehandling, rodkanalforankrede opbygning og kroner, som patienten ville have haft for at kunne bevare tænderne på lang sigt, hvis ikke skaden var sket. Der fratrækkes derfor skønsmæssigt 25.496 kr. i erstatningen.

Tryg fandt videre, at tanden 8+ kan kompenseres med 4.000 kr., idet tab af en tand ikke medfører varigt mén jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel.

I brev af 17. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 2.408 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på i alt 8.684,86 kr. efter det oplyste omhandler fjernelse af tænderne 6- og 7+, rodbehandling af -7, samt plastfyldning af +5. Udgiften til fjernelse af tanden 6- beløber sig til 2.408 kr. Det resterende beløb omhandler behandling af ikke-anerkendte tænder, hvorfor behandlingen ikke dækkes.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til fjernelse af 6- er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifter på i alt 2.408 kr. dækkes.

Det resterende beløb skal patienten derfor selv afregne med tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 28. juni 2019, som anført nedenfor.

Nævnet lægger som udgangspunkt tandlægejournalerne til grund, når nævnet træffer afgørelse i en sag, med mindre der foreligger omstændigheder, som gør, at dette udgangspunkt bør fraviges.

I denne sag finder nævnet ikke, at journalerne kan lægges til grund ved afgørelsen af sagen. Baggrunden herfor er navnlig, at en konsulent for Styrelsen for Patientsikkerhed i en rapport af 26.-28. januar 2017 om journalføringen på klinikken blandt andet har udtalt, at det ikke er acceptabelt, at journalføringen først foretages op til 5 uger efter, at der faktisk er forekommet behandling, og at journalføringen mange steder er for upræcis, mangelfuld og til tider selvmodsigende, samt at den ikke opfylder kravene i journalføringsbekendtgørelsen og sundhedsloven.

Nævnet finder derfor, at beviskravet til, om patientens tænders tilstand skyldes egne forhold eller manglende behandling eller behandling i strid med erfaren specialiststandard bør lempes til fordel for patienten.

Nævnet finder herefter, at der kan tilkendes erstatning for tænderne 6-6 og 8+, jf. Trygs afgørelse. Der skal dog ikke foretages fradrag for udgifter til rodbehandling, rodkanalforankret opbygning og kroner for tænderne 6- og -6, idet nævnet, jf. ovenstående bevislempelse, finder det overvejende sandsynligt, at disse udgifter kunne være undgået, hvis patienten havde fået en behandling, som den erfarne specialist ville have foretaget

På baggrund af ovenstående hjemvises sagen til Tryg med henblik på en fornyet vurdering af erstatningsspørgsmålet vedrørende de øvrige tænder, inklusive tænderne 6,5+5,6,7,8 og 7- og -8. Desuden anmodes Tryg om at vurdere, om behovet for rodbehandling af -7 er en del af skaden, idet journalen viser, at -7 blev rodbehandlet, straks efter at patienten overgik til ny tandlæge.