Skip to content

4300/20

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand og efterfølgende tinnitus. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand og efterfølgende tinnitus. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig mand, der den 27. oktober 2017 fik fjernet tanden 8- ved et operativt indgreb. Efterfølgende henvendte patienten sig telefonisk den 30. oktober 2017, da han oplevede en ringen for det højre øre efter fjernelsen. Patienten henvendte sig igen akut den 2. november 2019 på klinikken, da der fortsat var ringen for det højre øre. Det blev noteret, at tiden skulle ses an med henblik på vurdering af, om det kunne være forbigående. Patienten henvendte sig igen den 21. november 2017 med smerter og fortsat ringen for det højre øre efter fjernelsen af tanden. Det blev konstateret, at såret ikke var lukket endnu, og der var en hævelse i området. Der blev derfor ordineret antibiotika. Ved kontrol den 1. december 2017 blev det noteret, at smerterne var forsvundet, men der var fortsat hævelse og en ringen for det højre øre. Den 4. december 2017 blev der foretaget oplukning og oprensning i området, hvor der blev fjernet knogle samt rigelige mængder granulationsvæv. Ifølge journalen fra den 25. april 2018 havde patienten fortsat tinnitus efter fjernelsen af tanden. Patienten blev derfor opfordret til at søge behandling for dette hos egen læge. Den 12. juni 2018 blev det noteret, at patienten havde været til ørelæge, som mente, at der sad en spændingsnerve i klemme.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén på grund af tinnitus.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev foretaget fjernelse af visdomstanden 8- den 27. oktober 2017, og at operationen foregik efter gældende retningslinjer på området. Det blev i journalnotat af den 27. oktober beskrevet, at operationen foregik som sædvanligt og komplikationsfrit.

Tryg fandt videre, at patienten henvendte sig til tandlægen få dage efter fjernelsen af tanden 8- med en ringen/ tinnitus for det højre øre.

Tryg fandt herefter, at der foreligger en tidsmæssig sammenhæng mellem fjernelsen af tanden 8- og den efterfølgende ringen for højre øre. Der er dog ikke en lægelig sandsynlighed for, at fjernelsen af tanden 8- kan fremkalde de opståede gener med ringen for det højre øre.

I den forbindelse har Tryg lagt vægt på, at det fremgår af journalnotat af den 12. juni 2018, at patientens ørelæge har oplyst, at ringen for det højre øre skyldtes, at der sidder en spændingsnerve i klemme.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 19. oktober 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den opståede tinnitus er en følge af den udførte tandbehandling med fjernelse af tanden 8- på trods af den tidsmæssige sammenhæng.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.