4331/20

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af tandregulering. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 28-årig mand, der har konsulteret tandlæge i perioden fra 1995 og frem til april 2010. Den 10. december 2004 var patienten visiteret til vurdering af tandstillingen, men der blev ikke fundet indikation for tilbud om tandregulering. Den 22. marts 2006 blev der noteret manglende anlæg af tænderne 5+5 og 5-5, men der blev ikke fundet indikation for tandreguleringsbehandling. Den 1. april 2008 blev patienten henvist til visitation hos en specialtandlæge på grund af smerter fra kæbeled, men efterfølgende udeblev patienten tre gange fra konsultation hos specialtandlægen. Ved den afsluttende behandling den 27. april 2010 hos tandlægen blev der ikke noteret forhold vedrørende tandstillingsfejl. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor der ved eftersyn den 14. marts 2016 blev konstateret tandstillingsfejl i form af manglende sammenbid ved kindtænderne i begge sider. Patienten blev derfor henvist til en specialist i tandregulering. Ifølge journalen fra den 30. juni 2016 var patienten blevet undersøgt af en specialist, som anbefalede behandling i form af udtagning af de eksisterende mælketænder efterfulgt af tandreguleringsbehandling. Den 28. januar 2019 var patienten til undersøgelse hos en anden tandlæge, hvor der blev konstateret tandstillingsfejl i form af åbent bid i siderne og dybt bid ved fortænderne. Patienten blev derfor igen henvist til en specialist. Den 5. marts 2019 blev det noteret af ny tandlæge, at patienten ikke ønskede behandling med fast bøjle.

Patienten søger nu om erstatning for manglende tandregulering, da kæben er vokset skævt på grund af aplasia i 05-erne. Det kræver nu en større tandregulering samt operation for at reetablere et normalt bid.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1 og § 19, stk. 2.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at den behandling, som blev udført frem til den 9. april 2009, hvilket er 10 år, før patienten anmeldte sit krav, er absolut forældet.

Tryg fandt videre, at patienten forud for behandlingsafslutningen hos tandlægen den 27. april 2010 havde været henvist til en specialtandlæge på grund af manglende tandanlæg ved alle de små kindtænder (5-5, 5+5), men var udeblevet flere gange. Ved selve den afsluttende undersøgelse blev der ikke noteret forhold omkring tandstillingsfejl.

Tryg fandt derfor, at tandlægen ikke har haft mulighed for at tilbyde patienten en eventuel tandreguleringsbehandling alene på baggrund af, at patienten udeblev fra gentagne visitationer.

Tryg fandt således, at det forhold, at patienten i 2016 fik konstateret behov for tandregulering, hvilket han ikke var interesseret i, skyldes forhold ved patienten selv i form af medfødte manglende tandanlæg og en passiv tilgang til behandlingsmulighederne herfor i form af gentagne udeblivelser.

Patienten er derfor ikke påført en skade hos tandlægen og er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 12. november 2019 som anført nedenfor.

Nævnet finder, at den erfarne specialist senest ved den afsluttende kontrol den 14. juni 2010 havde lagt en plan for bevarelse af normal bidfunktion og understreget behandlingsbehovet over for patienten på daværende tidspunkt. Omfanget af behandlingsbehovet er derfor blevet større, end hvis behandling var blevet iværksat på et tidligere tidspunkt. 

Nævnet finder derfor, at der kan tilkendes erstatning for den del af udgifterne til tandregulering, som er en følge af det mere omfattende behandlingsbehov.

Nævnet finder dog, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgifterne til implantater, da behovet herfor er en følge af grundlidelsen i form af manglende tandanlæg.

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse.