Skip to content

4384/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodfyldning med rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Rodfyldning med rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig kvinde, der den 18. april 2018 fik taget røntgenbillede af tanden 6-, som fandtes at vise dyb caries. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, som blev afsluttet med rod- og plastfyldning samt kontrolrøntgen den 9. maj 2018. I den forbindelse blev det noteret, at der var opstået en hylde i tandens forreste- og kindvendende rodkanal, hvorfor rodfyldningen ikke kunne føres til tandens rodspids. Den 27. september 2019 blev der taget røntgen af tanden igen, da patienten oplevede murrende smerter. Røntgen fandtes at vise intet abnormt. Ifølge journalen fra den 17. oktober 2018 havde tanden behov for en kronebehandling. Den 12. august 2019 blev der foretaget en statusundersøgelse. Patienten henvendte sig igen den 16. august 2019, da tanden var knækket. Det blev noteret, at det var tandens tungevendende del, der var knækket. Der blev igen taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Desuden blev der noteret behov for kronebehandling af tanden.

Patienten søger nu om erstatning for den mislykkede behandling samt efterfølgende skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af, at der opstod en hylde i tanden 6-’s forreste- og tungevendende rodkanal som følge af rodbehandlingen hos tandlægen den 9. maj 2018.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden den 18. april og 9. maj 2018, idet der var et dybt hul i tanden. Desuden opstod der en hylde i tandens forreste- og kindvendende rodkanal i forbindelse med rodbehandlingen, og det blev samtidigt noteret, at rodfyldningen ikke kunne føres til bunds i rodkanalen. I forlængelse heraf dokumenterede røntgenbilledet af den 16. august 2019, at der var rodspids-betændelse på tanden.

Tryg fandt herefter, at hylden i den forreste- og kindvendende rodkanal, som opstod i forbindelse med rodbehandlingen den 9. maj 2018, har haft negative konsekvenser for tanden, idet det er overvejende sandsynligt, at hylden medførte, at der opstod rodspidsbetændelse på tanden. Dette skyldes, at hylden forhindrede, at tanden kunne rodfyldes tilfredsstillende.

Tryg fandt herudover, at hylden i tandens rodkanal har medført et behov for yderligere behandling i form af kirurgisk rodbehandling, idet hylden umuliggør konventionel rodbehandling af tanden gennem tandens krone.

Tryg fandt derfor, at erfaren specialiststandard havde været at foretage en yderligere åbning af rodkanalens øvre del og at have trukket denne åbning fremad på tanden. Herved var krumningen af rodkanalens forløb blevet udlignet således, at rodfilen med overvejende sandsynlighed havde kunne passere rodkanalens krumning, uden at der opstod en hylde i rodkanalen, som senere forårsagede rodspidsbetændelse på tanden med behov for kirurgisk rodbehandling.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til kirurgisk rodbehandling af den forreste rod på tanden 6-.

I den forbindelse bemærkes det, at nærværende afgørelse ikke omfatter erstatning i form af en krone på tanden, idet denne behandling udgør behandling af patientens grundlidelse i form af et dybt hul i tanden. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 5. marts 2020, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at erfaren specialiststandard havde været, at udrensning af rodkanalerne på 6 - respekterede rodkanalernes retning, så hyldedannelse blev undgået.

Under disse omstændigheder kunne tanden med overvejende sandsynlighed have været bevaret ved henvisning til en tandlægekollega med speciale i rodbehandling, som kunne have foretaget en ortograd rodbehandling.

Imidlertid er tanden i stedet blevet trukket ud, og den af Tryg tilkendte ret til erstatning er derfor bortfaldet.

Hvis patienten ønsker en vurdering af, om der er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med udtrækning af tanden, skal der indgives en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.