4399/20

Beskrivelse:

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 36-årig kvinde, der i 2015 blev henvist af egen tandlæge til tandlægen med henblik på tandreguleringsbehandling. Patienten var derfor til undersøgelse hos tandlægen den 17. november 2015, hvor det blev vurderet, at patienten var egnet til behandling. Tandreguleringsbehandlingen med fast bøjle i både over- og underkæben blev herefter påbegyndt den 26. april 2016 efter forudgående information. Ifølge journalen fra den 26. juni 2018 blev behandlingsresultatet vurderet tilfredsstillende, og den 7. august 2018 blev det noteret, at patienten accepterede resultatet. Bøjlerne blev derfor taget af, og behandlingen blev afsluttet med klinisk fotos og røntgen. Ved kontrol den 17. september 2018 var retentionstråden gået løs på tanden 3+, og patienten oplyste, at hun havde smerter fra tænderne 3,2,1+. Der blev konstateret et mindre tilbagefald af tandstillingen i form af tandrotationer og mellemrum ved regio 4,3+ og 4,3-. Den 25. oktober 2018 oplyste patienten, at hun fortsat havde smerter ved 3,2,1+. Patienten blev efter undersøgelse anbefalet at få undersøgt tanden 2+ af egen tandlæge, og det blev noteret, at patienten ikke var tilfreds med behandlingsresultatet. Tandlægen var dog ikke enig med patienten. Ifølge journalen fra den 28. marts 2019 havde patienten fortsat smerter ved tanden 2+, men hun havde ikke været til egen tandlæge endnu. Det blev desuden noteret, at patienten ønskede en ny behandling, da hun ikke synes, at resultatet levede op til hendes forventninger. Det blev imidlertid vurderet, at der ikke var grundlag for at tilbyde patienten yderligere behandling. Behandlingsforløbet blev derfor afsluttet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til at få udbedret og rettet de ting, der burde have været rettet. Desuden søges om godtgørelse for varigt mén på grund af daglige smerter og emaljeskader. 

1. instans afgørelse:

I brev af 29. januar 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev udført tandreguleringsbehandling i perioden fra den 26. april 2016 og frem til 7. august 2018, hvor apparaturet blev afmonteret, hvilket patienten accepterede.

Tryg fandt videre, at der på kliniske fotos fra denne dag kan ses en velbalanceret tandstilling uden nævneværdige tandstillingsfejl. Der er ikke synlige tegn på emaljeskader. Efterfølgende opstod løsning af retentionstråd i overkæben og mindre tandstillingsfejl opstod (recidiv). Patienten blev desuden anbefalet behandling af tanden 2+, som gav hende smerter.

Tryg fandt herefter, at en mindre grad af recidiv er et alment kendt fænomen efter afsluttet tandreguleringsbehandling. Dette recidiv skyldes det faktum, at tandstillingen er en dynamisk proces, som kan ændre sig livslangt. Som patient til en tandreguleringsbehandling må man derfor acceptere ændringer i tandstillingen, selv efter afmontering af bøjlen.

Tryg fandt videre, at det fremgår af materialet, at tandreguleringsbehandlingen kan laves om, hvilket ses noteret, at patienten selv har ønsket. Det forhold, at behandlingen skal laves om, er ikke en skade i sig selv, men derimod alene et økonomisk tab.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.  

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 29. januar 2020 med den begrundelse, som Tryg har anført.

Nævnet finder, at den udførte tandreguleringsbehandling kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

For så vidt angår eventuelle mærker på emaljen finder nævnet, at dette ikke har ændret ved tandstatus, og der foreligger således ikke en skade i lovens forstand. Under alle omstændigheder ligger sådanne mærker inden for det, som patienten må tåle som led i at få rettet et bid, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4.

Vedrørende smerter og resorption ved tanden 2+ findes dette at være en følge af, at tanden tidligere har været udsat for et traume og ikke en følge af tandbehandlingen eller mangel på samme.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.