Skip to content

4410/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 6. august 2019 på grund af smerter fra højre side af underkæben. Der blev derfor taget røntgen og konstateret dyb caries i tanden 6-. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden, og den 8. august 2019 blev tanden rodfyldt. I den forbindelse blev der taget kontrolrøntgen, som fandtes at vise en for kort rodfyldning. Rodfyldningen blev derfor lavet om, og det blev noteret, at prognosen for tanden var usikker. Den 27. august 2019 blev tanden behandlet med en fyldning, og det blev igen noteret, at prognosen var usikker. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 26. september 2019 og klagede over smerter i tanden. Patienten oplyste i den forbindelse, at hun havde skiftet tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny rodbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen af den 6. august 2019 dokumenterer caries i tanden 6- i sådan en grad, at tanden skulle rodbehandles. Desuden dokumenterer røntgen den 8. august 2019, at rodfyldningerne er for korte. Disse blev fjernet, og rodfyldningen lavet om.

Tryg fandt videre, at panoramaoptagelse den 26. september 2019 dokumenterer, at rodfyldningerne i tanden 6- fortsat er for korte, samt at der er rodspidsbetændelse på tanden. Det er derfor vurderingen, at rodfyldningerne kan laves om igen.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade.

Tryg fandt videre, at selv hvis tanden mistes, fremgår det af journalen, at tanden allerede ved rodbehandlingen havde tvivlsom prognose. Det er dermed vurderingen, at det ikke med overvejende sandsynlighed er behandlingen den 8. august 2019, der er årsagen, såfremt tanden mistes, men derimod tandens svækkelse som følge af hul og betændelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. marts 2020 med den begrundelse, som Tryg har anført.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 6- kan laves om under samme forudsætninger som forud for de tidligere rodbehandlinger. Det forhold, at en behandling ikke lykkedes og skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.