Skip to content

4366/20

Skadetype: Nerveskade - N.Mandibularis
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Andet operativt indgreb

Beskrivelse:

Knogletransplantation med efterfølgende nerveskade til følge. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knogletransplantation med efterfølgende nerveskade til følge. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 29-årig mand, der den 24. august 2016 fik foretaget operativ knogleopbygning som led i en forestående implantatoperation i regio +2. I den forbindelse blev der høstet knogle fra højre side af underkæben, og den 8. september 2016 blev behandlingen fortsat. Den 24. oktober 2016 noterede anden tandlæge, at patienten stadig havde føleforstyrrelser i højre side af underkæben i det område, hvor der var høstet knogle fra. Ved kontrol den 19. januar 2017 blev det noteret, at patienten fortsat havde føleforstyrrelser. Efterfølgende blev det noteret den 24. januar 2018 og igen den 18. november 2019, at der fortsat var føleforstyrrelser i højre side af underkæben, om end der var sket en bedring.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén for de gener, som han har på grund af skaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. januar 2020 traf Tryg afgørelse om, at patientens erstatningskrav er forældet i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten senest den 24. oktober 2016 havde kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt er sket en skade.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalmaterialet, at patienten forud for knoglehøsten foretaget den 24. august 2016 ikke havde føleforstyrrelser i højre side af underkæben. Den 24. oktober 2016 blev det noteret, at patienten oplyste, at han havde fået føleforstyrrelser i højre side af underkæben svarende til det område, hvorfra der var høstet knogle. På dette tidspunkt var der gået to måneder siden indgrebet, og en eventuel midlertidig føleforstyrrelse som følge af en lokalbedøvelse eller andre gener i umiddelbar forlængelse af et operativt indgreb, ville derfor være ophørt.

Tryg fandt derfor, at patienten den 24. oktober 2016 vidste, at der var opstået føleforstyrrelser efter indgrebet den 24. august 2016.

Tryg fandt herefter, at forældelsesfristen på 3 år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Derimod er tidspunktet for kendskabet til skadens omfang og følgevirkninger uden betydning for spørgsmålet om forældelse. Det har heller ingen betydning for spørgsmålet om forældelse, at patienten ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at søge erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg.

Tryg fandt således, at patientens anmeldelse først er modtaget den 4. december 2019, hvilket er mere end 3 år efter, at patienten fik kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Patientens krav er derfor forældet.

I den forbindelse fandt Tryg, at den 3-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1, går forud for den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 2. Den 10-årige forældelsesfrist er derfor uden betydning for sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 17. januar 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at patienten senest den 24. oktober 2016 fik kendskab til, at der eventuel var sket en skade, da det fremgår af journalen, at patienten var følelsesløs efter knogletransplantationen den 24. august 2016. 3-årsfristen løber derfor senest fra dette tidspunkt, og var således udløbet, da patientens anmeldelse blev indgivet den 4. december 2019.

Det bemærkes desuden, at hverken ukendskab til love og retsregler eller til omfanget af skaden suspenderer forældelsesfristen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, at tandlægen eventuelt ikke har vejledt patienten om muligheden for at anmelde forholdet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, herunder om reglerne om forældelse

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at sagen er forældet i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.