Skip to content

4425/20

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rod- og brobehandlinger og efterfølgende rodspidsbetændelse og rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rod- og brobehandlinger og efterfølgende rodspidsbetændelse og rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der den 11. juli 2013 bl.a. fik konstateret caries i tanden +4 samt utilstrækkelig fyldning eller tandfraktur i tanden 7+. Tanden +4 blev herefter rodbehandlet den 7. august 2017, og den 12. august 2013 blev tanden præpareret til støbt opbygning. Den 13. august 2013 blev tanden +5 rodbehandlet, mens den blev præpareret til støbt opbygning den 14. august 2013. Ifølge journalen blev de støbte opbygninger cementeret på tænderne +4,5 den 15. august 2013, hvorefter tænderne blev præpareret en midlertidig bro. Den 29. august 2013 blev tanden 7+ rodbehandlet på grund af betændelse, hvorefter den blev præpareret til støbt opbygning den 2. september 2013. Den støbte opbygning blev herefter cementeret på tanden 7+ den 5. september 2013, og den 28. oktober 2013 blev der isat en 4-leddet bro regio 7+ til 4+. Den 4. november 2013 blev tænderne +4,5,6,7 præpareret til bro, som herefter blev cementeret på tænderne den 18. november 2013. Broen på tænderne 7,6,5,4+ blev herefter endelig cementeret den 4. december 2013. Den 21. februar 2019 blev der taget røntgen af tanden 7+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor henvist til anden tandlæge den 7. marts 2019 for vurdering af tanden 7+. Ifølge journalen konstaterede anden tandlæge, at 3D røntgen viste totalbetændelse om tænderne 7+ og +4 som følge af rodfrakturer. Desuden var der rodspidsbetændelse ved tanden +5. Tanden 7+ blev derfor frigjort fra broen den 11. april 2019, hvorefter den blev fjernet samme dag. Desuden blev det noteret, at tanden +5 skulle kirurgisk rodbehandles, mens tanden +4 skulle trækkes ud.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger inkl. for tænder, der skal fjernes.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. april 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev indledt rodbehandling af tanden 7+ den 29. august 2013, da der var en utilstrækkelig fyldning eller fraktur på tanden, samt at der var betændelse i tandens nerve jf. journalnotater af den 11. juli 2013 og af den 29. august 2013. Desuden blev der den 21. februar 2019 konstateret betændelse om tanden, og røntgenbillede af samme dato viser, at der er en rodfraktur på tanden 7+. Endvidere dokumenterer en udtalelse fra en klinik, at tanden mistes med årsag i rodfraktur.

Tryg fandt derfor, at tanden 7+ med overvejende sandsynlighed mistes som følge af tandens egen naturlige svækkelse (grundlidelse). Rodbehandlede tænder, som er forstærket med en stiftopbygning, har oftere en risiko for at knække, da de i forvejen er svækkede på grund af det behandlingsbehov, tanden i øvrigt har haft (grundlidelse). Det vil sige, at patienten ikke mister tanden med årsag i tandlægens behandling eller mangel på samme.

Tryg fandt videre, at der blev indledt rodbehandling af tanden +4 den 7. august 2013, da journalnotat af 11. juli 2013 dokumenterer, at der var hul (caries) i tanden. Desuden dokumenterer en udtalelse i marts 2019, at tanden mistes med årsag i rodfraktur.

Tryg fandt derfor, at tanden +4 med overvejende sandsynlighed mistes som følge af tandens egen naturlige svækkelse (grundlidelse). Rodbehandlede tænder, som er forstærket med en stiftopbygning, har oftere en risiko for at knække, da de i forvejen er svækkede på grund af det behandlingsbehov, tanden i øvrigt har haft (grundlidelse). Det vil sige, at patienten ikke mister tanden med årsag i tandlægens behandling eller mangel på samme.

Tryg fandt dernæst, at der blev indledt rodbehandling af tanden +5 den 13. august 2013. Tænder rodbehandles oftest på grund af smerter eller på grund af hul (caries), og de bakterier, der kommer i tanden som følge heraf. Udtalelsen fra marts 2019 dokumenterer desuden, at der var rodspidsbetændelse på tanden.

Tryg fandt derfor efter en konkret vurdering, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den opståede rodspidsbetændelse om tanden har årsag i tandlægens behandling eller mangel på samme. Tænder, der er rodbehandlede, kan ofte have et senere behov for omgørelse enten gennem kronen på tanden eller ved et kirurgisk indgreb.

Tryg fandt derfor, at den opståede betændelse er en komplikation til tanden +5’s oprindelige grundlidelse (hul i tanden).

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 1. april 2020.

Nævnet finder, at røntgenbilleder forud for de udførte behandlinger viser, at tænderne 7+ og +4,5 allerede på dette tidspunkt var stærk destrueret med lille tandsubstans. Tænderne 7+ og +4,5 mistes derfor som følge heraf og ikke som følge af de udførte tandbehandlinger. Det forhold, at der alligevel blev foretaget en behandling, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.