Skip to content

4469/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Behov for kirurgisk rodbehandling. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for kirurgisk rodbehandling. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 39-årig kvinde, der den 25. april 2013 blev henvist af tandlægen til en anden tandlæge med henblik på en røntgenundersøgelse. Der blev derfor fortaget en CBCT-scanning og panoramarøntgen til diagnostik den 30. april 2013 hos anden tandlæge, som sendte resultatet af disse scanninger til tandlægen. Ved undersøgelse den 19. juni 2013 blev der taget røntgen, hvilket blev gentaget ved undersøgelse den 13. november 2013. Efterfølgende var patienten til undersøgelse hos tandlægen en gang om året. Den 20. januar 2020 henvendte patienten sig til ny tandlæge på klinikken, da hun havde en del smerter ved tanden -6. Der blev derfor udleveret smertestillende medicin. Den 24. januar 2020 blev tanden -6 kirurgisk rodbehandlet af en specialtandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for eventuel tab af tand samt godtgørelse for svie og smerte, da tandlægen overså, at patienten havde betændelse ved rodspidserne. 

1. instans afgørelse:

I brev af 8. juli 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20 stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at den kirurgiske rodbehandling af tanden -6 svarer til behandling af patientens grundlidelse. D.v.s. en behandling tanden -6 skulle igennem uagtet en mulig forsinket diagnosticering eller behandling.

Tryg fandt videre, at tanden -6 tidligere end den 19. februar 2013 var rodbehandlet og forsynet med rodstift og en krone. Denne behandling blev foretaget inden behandlingen ved den anmeldte tandlæge. E-mail fra tandlægen, der foretog røntgenundersøgelsen den 30. april 2013, dokumenterer endvidere, at rodspidsbetændelsen på tanden -6 var diagnosticeret, og fundet var videregivet.

Tryg fandt derfor, at der er tale om udskudt behandling ved den kirurgiske rodbehandling, hvilket ikke betragtes som en skade i lovens forstand. Det vil sige, at den behandling, som skulle være udført tidligere, blev udført på samme præmisser som nu.

For så vidt angår patientens forhold omkring hospitalsindlæggelsen fandt Tryg, at patienten har indtaget mere smertestillende medicin end det anbefalede. Derudover dokumenterer patientens anmeldelse, at patienten godt var klar over, at dette kunne give helbredsmæssige gener, samt at der kunne være konsekvenser for patientens helbred.

Tryg fandt dermed, at indlæggelsen med overvejende sandsynlighed havde årsag i forhold til patientens valg med indtagelse af yderligere smertestillende, uagtet patienten godt vidste, hvad konsekvenserne ville være.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. juli 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det nuværende behov for kirurgisk rodbehandling af tanden -6 svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført i 2013. Det forhold, at behandlingen ikke tidligere er blevet udført, har ikke medført et øget behandlingsbehov, og der er dermed alene tale om udskudt behandling. Udskudt behandling er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.