Skip to content

4466/20

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der i perioden fra den 23. maj 2008 og frem til den 24. maj 2011 fik udført tandreguleringsbehandling med fast apparatur i underkæben. Da bøjlen blev fjernet, blev der monteret en retentionstråd bag på underkæbens fortænder og hjørnetænder. Ved kontrol af retentionstråden den 26. september 2011 blev der ikke noteret gener eller lign. Ifølge journalen fra den 11. maj 2012 blev retentionstråden monteret igen, da den havde løsnet sig. Da patienten fyldte 18 år, overgik patientens videre behandlingsforløb til voksentandpleje i privat regi. Her blev det den 6. november 2019 konstateret, at der var tandstillingsfejl på tanden -2. Patienten blev derfor henvist til en specialtandlæge, som den 12. februar 2012 konstateret tandstillingsafvigelse af tanden -2 samt mindre fæstetab af tandkød. Patienten blev herefter tilbudt en fornyet tandreguleringsbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til tandretning af tanden i undermunden.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. juni 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev udført tandreguleringsbehandling med fast apparatur i underkæben fra 2008 til 2011 på grund af medfødt tandstillingsafvigelse. Da tandreguleringsbehandlingen blev afsluttet, blev der monteret en holdetråd, som blev genmonteret den 11. maj 2012, fordi den havde løsnet sig. Herefter ses der ingen notater omkring patientens tandstilling, før tandstillingsafvigelsen blev diagnosticeret den 6. november 2019. Det fremgår, at patienten er tilbudt en egenfinansieret fornyet tandreguleringsbehandling med fast apparatur i underkæben.

Tryg fandt videre, at der ikke er nogen egentlig tidsmæssig sammenhæng mellem genmonteringen af holdetråden den 11. maj 2012 og den tandstillingsafvigelse, som blev konstateret den 6. november 2019. Selv såfremt holdetråden var monteret forkert, så havde dette med overvejende sandsynlighed medført et tilbagefald af patientens tandstilling på et tidligere tidspunkt.

I den forbindelse fandt Tryg, at en tandstilling kan, uagtet om man er blevet tandreguleret eller ej, ændre sig gennem livet. Dette skyldes forhold ved en selv, og er dermed patientens grundlidelse. En holdetråd skal hjælpe med, at tændernes position ikke ændres nævneværdigt, men en holdetråd kan ikke garantere, at tænderne ikke flytter sig på sigt som følge af grundlidelsen.

Tryg fandt derfor, at den behandling, som nu skal udføres, er behandling af selve patientens grundlidelse, tandstillingsfejl. Behandlingen kan desuden gøres om under samme forudsætninger som oprindeligt og medføre samme forventede behandlingsresultat.

Tryg fandt videre, at det forhold, at patienten nu selv skal betale for en tandreguleringsbehandling, ikke i sig selv er en skade, men derimod et økonomisk tab.

Patienten er derfor ikke påført en skade og er ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. juni 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at korrektionen af retentionstråden i maj 2012 ville have medført klinisk erkendelige komplikationer væsentlig tidligere end november 2019, hvis tråden havde forårsaget fejlstillingen af tanden -2.

I øvrigt finder nævnet, at tandreguleringsbehandlingen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige tandreguleringsbehandling. Det forhold, at en behandling eventuelt skal laves om og derved bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.