Skip to content

4521/20

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Brobehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der den 8. november 2006 fik cementeret en bro på tænderne 2,1+ til tænderne +4,5, som erstatning for tænderne +1,2,3. Den 24. marts 2011 blev det noteret, at der ikke var optimal pasform ved broankeret +5, men uden caries i tanden. Ifølge journalen fra den 27. maj 2013 var der dyb caries i tanden +5, og det blev noteret, at tanden muligvis ikke kunne reddes. Den 2. juni 2013 blev der taget røntgen af tanden, som ikke fandtes at vise betændelse på trods af dyb caries. Tanden blev herefter behandlet med en fyldning. Den 20. januar 2014 blev det noteret, at patienten af og til mærkede øget følsomhed i +5 samt dårlig smag/lugt herfra.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

I brev af 22. august 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af eventuelt tab af tanden 5+ med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 8. november 2006, idet broankeret +5 ikke har været tilpasset korrekt til bropillen, da der var spalte mellem broanker og bropille.

I den forbindelse fandt Codan, at et røntgenbillede dateret den 24. marts 2011 viser spalte mellem broanker og bropilletanden +5.

Codan fandt derfor, at bedst mulig behandling havde indebåret en korrekt tilpasning af broankeret til bropillen +5 for derved at undgå spalte, der efterfølgende udviklede hul med tab af tand til følge. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder, og patienter er derfor berettiget til erstatning og godtgørelse i henhold til erstatningsansvarslovens regler.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling, herunder fjernelse af tanden +5.

I brev af 6. november 2019 traf Codan afgørelse om, det modtagne behandlingsoverslag ikke kan godkendes – se venligst afg.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. juli 2020 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 11.308 kr. (jf. afgørelse af den 15. maj 2020) + 5.206 kr. = 16.514 kr.

Codan fandt, at der dækkes med yderligere 5.206 kr. for implantatoperation.

Codan fandt dog, at udgifter til implantatkrone på 6.000 kr. ikke dækkes med den fortsatte begrundelse, at denne er en del af omgørelsen og således er en sag mellem patienten og den tandlæge, som udførte behandlingen.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse. 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 13. juli 2020 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgiften til implantatkrone regio +5, da den oprindeligt udførte krone havde dårlig tilpasning og derfor under alle omstændigheder skulle have været lavet om. Der er derfor tale om omgørelse, og erstatning herfor er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.