Skip to content

4539/20

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Stiftisættelse med parietal perforation til følge og efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Stiftisættelse med parietal perforation til følge og efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig mand, der den 25. november 2013 blev anbefalet kronebehandling af bl.a. tanden -6. Patienten ønskede dog at vente med denne behandling. Den 7. juli 2014 blev det konstateret, at tanden var revnet, hvorfor den blev repareret med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 22. oktober 2015 blev der taget bite wings, som vistes caries i tanden -6. Den 5. november 2015 blev det noteret, at der var meget sparsom tandsubstans i tanden -6, og tanden blev derfor behandlet med en stiftopbygning. Desuden blev patienten informeret om, at behandlingen var udført med absolut forbehold. Ved ny tandlæge blev der den 8. maj 2018 taget røntgen af tanden, som fandtes at vise, at rodstiften gennembrød den forreste rod, svarende til røddernes forgreningspunkt samt opløsning af den tandbærende knogle og rodspidsbetændelse. Den 3. december 2018 blev tanden behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 7. februar 2020 blev der igen taget røntgen af tanden, som fandtes at vise, at rodstiften gennembrød roden svarende til røddernes forgreningspunkt. Desuden var der rodspidsbetændelse ved tanden.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. september 2020 fandt Tryg, at behandlingsoverlag på i alt 21.984,67 kr. kan godkendes.

Tryg fandt dog, at der skal ske fradrag for udgifter til opbygning (1.485 kr.) og krone (5.800 kr.) på -6 og -7, da patienten ville have haft disse udgifter under alle omstændigheder, hvis tanden skulle have været bevaret på lang sigt. Der skal derfor fratrækkes 14.570 kr., og erstatningen udgør herefter 7.414,67 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvist kan det bemærkes, at nævnet er forpligtiget til at træffe en materiel rigtig afgørelse, og herunder også kan ændre en tidligere upåklaget delafgørelse om ansvar til skade for patienten.

 

Tandskadeankenævnet finder herefter, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 31. juli 2020, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at røntgen fra oktober 2015 viser, at tanden -6 allerede var en stærk svækket tand med en lille resttandsubstans, inden der skete en parietal perforation. Tanden -6 ville derfor med overvejende sandsynlighed under alle omstændigheder være mistet som følge af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf.

 

Som konsekvens heraf ophæves Trygs efterfølgende afgørelse af 30. september 2020, og den af Tryg ret til erstatning bortfalder.