Skip to content

4554/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 4. februar 2011 fik taget røntgen. I den forbindelse blev der konstateret rodspidsbetændelse, hvorfor der blev indledt rodbehandling af tanden samme dag. Under bearbejdningen af den forreste-kindvendende rodkanal knækkede der en rodfil i kanalen. Patienten blev informeret herom, herunder om anmeldelse til Tandskadeerstatningen i tilfælde af skade. Den 11. februar 2011 blev tanden rodfyldt, og der blev taget kontrolrøntgen, som viste den knækkede rodfil. Den 8. august 2011 blev det noteret, at der var ømhed i regio 7,6-. Klinisk sås der fine forhold, men biddet blev korrigeret. Ifølge journalen fra den 19. december 2011 blev tanden 6- behandlet med en ny fyldning på grund af fyldnings-fraktur. Desuden blev patienten anbefalet en krone på tanden. Den 20. februar 2012 var et hjørne af tanden knækket, som involverede noget af rodoverfladen på tanden. Der blev herefter lagt bedøvelse, og det knækkede stykke blev fjernet. Patienten henvendte sig igen den 22. februar 2012, da fyldningen var løs. Fyldningen blev herefter fjernet, og der blev ilagt en midlertidig fyldning. Den 23. februar 2012 blev tanden behandlet med en rodstift og plastopbygning. Patienten blev informeret om, at behandlingen var uden garanti for holdbarhed, og der blev igen anbefalet en krone. Ifølge journalen fra den 22. oktober 2012 var plastkronen tabt. Da der var indvækst af tandkødet over tanden, blev det aftalt at skære denne del af tandkødet væk for at få overblik over mængden af resttand. Afslutningsvist blev tanden dækket med plast. Den 11. december 2012 blev der isat to rodstifter i tanden, som blev opbygget i plast. Da der var symptomer fra tanden, blev det aftalt at vente med kronebehandling til ultimo januar, såfremt der ingen symptomer var i den mellemliggende periode. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 19. december 2012 på grund af dunkende symptomer fra tanden. Der blev derfor ordineret antibiotika. Patienten henvendte sig igen den 25. november 2013 på grund af fødenedbidning ved tanden. Tanden blev derfor behandlet med plast, og patienten blev igen anbefalet en krone på tanden. Den 20. august 2015 blev tanden præpareret til krone, og der blev taget aftryk hertil. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 1. september 2015. I den forbindelse blev der taget røntgenkontrol, som fandtes at vise en veltilpasset krone. Patienten henvendte sig igen den 28. november 2016 på grund af ømhed ved tygning i højre side. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise en knækket rodfil i tanden 6-, men intet abnormt. Tanden 7- blev herefter aflastet i sammenbiddet på grund af hård kontakt med øjeblikkelig effekt. Ved almindeligt tandeftersyn den 22. juni 2020 blev der konstateret en fistel ved tanden 6-. Der blev derfor taget røntgen, som viste knækket rodfil, og diagnosen rodspidsbetændelse blev stillet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. oktober 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden 6- den 4. februar 2011, idet der var diagnosticeret betændelse i tandnerven. Tænder rodbehandles oftest som følge af betændelse på rodspidserne eller i tandnerven eller symptomer herpå.

Tryg fandt videre, at der i forbindelse med udrensningen af rodkanalerne i tanden 6- knækkede en rodfil i den forreste kindvendende rodkanal.

Tryg fandt herefter, at ifølge KEL er det kun en skade, såfremt den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden og medfører et behov for en mere omfattende behandling end den behandling, der under alle omstændigheder var nødvendig som følge af grundlidelsen.

Tryg fandt videre, at en knækket rodfil normalt kan fjernes ved en revision af rodbehandlingen eller ved kirurgisk rodbehandling, såfremt filfjernelsen ikke er mulig ved almindelig rodbehandling. Der vil herefter kunne opnås heling af den betændte rodspids.

Tryg fandt endvidere, at røntgen dateret den 22. juni 2020 dokumenterer den knækkede rodfil i den forreste kindvendende rodkanal samt svag rodspidsbetændelse. Dog viser samme røntgen også, at der er omfattende tab af den tandbærende knogle svarende til røddernes forgreningspunkt. Tanden fremstår ud fra røntgen ikke bevaringsværdig. Desuden fremgår det af journalen, at resttanden er meget svækket, idet der mangler tand svarende til hele kronen af tanden. Udover behov for fjernelse af tandkød, der er vokset ind over tanden, er tanden gentagne gange behandlet med rodstift og opbygget i plast. Endelig er tanden forsynet med en krone den 1. september 2015.

Tryg fandt på den baggrund, at skadesudbedrende behandling i form af kirurgisk rodbehandling af tanden 6- i dette tilfælde er formålsløst, da forholdene omkring kronen/røddernes forgreningspunkt er så svækkede, at tanden må anses for mistet.

Tryg fandt derfor, at da der alene kan erstattes udgifter til skadesudbedrende behandling, der er rimelig og nødvendig, er det ikke muligt at yde erstatning for kirurgisk rodbehandling, idet behandling af tanden må anses for at være nyttesløs som følge af grundlidelsen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. oktober 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder ved en sammenligning af røntgenbilleder fra før rodbehandlingen af tanden 6- og efter rodbehandlingen, at der er ingen ændring i betændelsestilstanden ved den fremadvendende rodspids, hvor den knækkede rodfil er. Derimod ses der tab af tandbærende knogle mellem rødderne på tanden 6-.

Nævnet finder det derfor overvejende sandsynligt, at det nuværende behandlingsbehov ikke er en følge af den knækket rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Hvis De ønsker, at der skal tages stilling til, om der eventuelt er sket en skade ved stiftisættelsen i tanden 6- i 2012, skal der indgives en ny anmeldelse til Tandlæge-foreningens Tandskadeerstatning, som herefter vil træffe afgørelse, om der er sket en skade i henhold til loven.