Skip to content

4548/20

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 42-årig kvinde, der den 3. august 2018 fik taget røntgen og diagnosticeret behandlingskrævende slid på tanden +6. Ifølge journalen fra februar og marts 2020 havde patienten murren fra overkæben, og der blev i den forbindelse ordineret antibiotika. Patienten henvendte sig til en ny tandlæge den 10. marts 2020 på grund af eftersmerter, og der blev efterfølgende indhentet journal og røntgen fra tandlægen. Den 7. april 2020 henvendte patienten sig til den nye tandlæge på grund af smerter fra tanden +6. Det blev konstateret, at de tidligere bite wings viste caries i tanden +6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, som blev afsluttet med rodfyldninger den 5. maj 2020.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodbehandling af tanden samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. oktober 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen optaget den 3. august 2018 viser en dyb fyldning på den bagerste flade af tanden +6 med tæt kontakt til tandens nervekammer og uden caries i relation til fyldningskanterne.

Tryg fandt derfor, at behovet for rodbehandling af tanden +6 hos den nye tandlæge i april og maj 2020 med overvejende sandsynlighed skyldes tandens grundlidelse; dyb caries og følgetilstande dertil, og ikke mangelfuld diagnostik og behandling hos tandlægen i august 2018.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Hvis patienten ønsker en vurdering af behandlingen af tanden +6 før 3. august 2018, skal patienten indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning med angivelse af ny skadedato mod den tandlæge, der behandlede patienten på det tidspunkt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. oktober 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at behovet for rodbehandling af tanden +6 skyldes den tidligere udførte fyldningsbehandling af tanden på grund af dyb caries med tæt kontakt til tandens nerve. Behovet for rodbehandling er dermed en følge af den nødvendige behandling af grundlidelsen, caries og ikke mangelfuld diagnostik og behandling af tandlægen.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk.1, jf. § 20, stk. 1.