Skip to content

4586/21

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Implantat og brobehandling og efterfølgende tab af tænder. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Implantat og brobehandling og efterfølgende tab af tænder. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om, at De den 7. april 2010 fik konstateret betændelse i bropillen regio +6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Tanden blev efterfølgende udvidet og desinficeret ad flere omgange, og den 21. januar 2013 blev det noteret, at røntgen viste total caries på tanden. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle trækkes ud. Tanden blev derfor trukket ud den 18. februar 2013. Efterfølgende skiftede De tandlæge, hvor det den 17. august 2018 blev noteret, at der skulle isættes implantater svarende til tænderne +4 og +6, og broen i regio +4,5,6 skulle laves om. Ifølge journalen fra den 13. marts 2020 var behandlingen fortsat ikke udført.

 

De søger nu om erstatning for mistet tand og bro efter langvarig mislykket rodbehandling over 3 år.

 

1. instans afgørelse:

I brev af 9. oktober 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, idet kravet er forældet jf. KEL § 59, stk. 1.

Tryg fandt, at De senest den 18. februar 2013 fik kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen den 7. april 2010 eventuelt skete en skade.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden +6 blev rodbehandlet den 7. april 2010, og at tanden blev fjernet den 18. februar 2020 (rettelig 18. februar 2013).

Tryg fandt herefter, at forældelsesfristen på tre år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor De fik eller burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Derimod er tidspunktet for kendskabet til skadens omfang og følgevirkninger uden betydning for spørgsmålet om forældelse. Det har heller ingen betydning for spørgsmålet om forældelse, at De ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at søge erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg.

Tryg fandt videre, at anmeldelsen først er modtaget den 26. marts 2020, hvilket er mere end 3 år efter, at De fik kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade. Deres krav er derfor forældet.

I den forbindelse bemærkede Tryg, at den 3-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1, går forud for den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 2. Den 10-årige forældelsesfrist er derfor uden betydning for sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Trygs afgørelse af 9. oktober 2020 stadfæstes.

Tryg har begrundet afgørelsen med, at Deres erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at De senest den 18. februar 2013 fik kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen den 7. april 2010 eventuelt skete en skade, og at Deres skadesanmeldelse fandt sted den 26. marts 2020.

De har i Deres ankeskrivelse blandt andet anført, at De mener, at der er sket en skade i forbindelse med implantatbehandlingen tilbage i 2006, og at hvis broen var blevet cementeret korrekt, ville der ikke kunne komme bakterier ind og lave caries i både +6 og +3.

Som anført i Trygs afgørelse forældes eventuelle erstatningskrav efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet 3 år efter, at skadelidte fik eller burde have fået kendskab til skaden. Tryg fandt, at De senest den 18. februar 2013 fik kendskab (eller burde have fået kendskab) til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade. 3-års fristen løb derfor fra dette tidspunkt og var udløbet, da skadesanmeldelsen blev indgivet den 26. marts 2020. Sagen må, som anført af Tryg, derfor anses for at være forældet.

I den forbindelse er der lagt vægt på, at tanden +3 blev trukket ud den 18. februar 2013 efter en længerevarende rodbehandling, og at De i anmeldelsen har oplyst, at skaden blev konstateret denne dag.

Det bemærkes, at hverken ukendskab til love og retsregler eller til omfanget af skaden suspenderer forældelsesfristen. Patientankenævnets sagsbehandlingstid kan derfor ikke tillægges betydning. Det har heller ikke betydning, at De ikke tidligere var opmærksom på muligheden for at anmelde forholdet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.