Skip to content

4592/21

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 7. august 2018 på grund af smerter fra tanden -7. Der blev taget røntgen, som viste intet abnormt, og det blev aftalt at fjerne fyldningen for en nærmere undersøgelse. Efter fjernelse af fyldningen blev det aftalt at se tiden an. Den 9. august 2018 havde patienten fortsat smerter, og tanden -7 blev herefter rodbehandlet samme dag. Tanden blev herefter præpareret til krone den 13. august 2018, og den 31. august 2018 blev kronen cementeret på tanden. Patienten henvendte sig igen den 19. september 2018 på grund af smerter fra tanden. Det blev konstateret, at der var cementoverskud ved tanden og i forbindelse med fjernelsen af overskuddet faldt kronen af. Der blev derfor fremstillet en midlertidig krone samme dag, og den 21. september 2018 blev kronen recementeret. Patienten henvendte sig igen den 24. november 2018 på grund af ømhed fra tanden -7, og der blev derfor aflastet i området ved beslibning. Den 26. oktober 2019 var tanden -7 stadig øm, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor anbefalet rodresektion af tanden hos anden tandlæge. Den 6. december 2019 blev der foretaget kirurgisk rodbehandling af anden tandlæge, og i den forbindelse blev der konstateret en gennembrydning mellem tandens tandrødder og rodfyldning ned mellem disse. Tanden blev derfor fjernet samme dag på grund af omfattende betændelse.

Patienten søger nu om erstatning for den manglende tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. januar 2021 traf Tryg afgørelse om den foreløbige erstatning.

Tryg fandt i den forbindelse, at regning på 9.157,67 kr. omhandler panorama røntgen, røntgenoptagelse -8, operativ fjernelse af tand mv. -8, implantat forundersøgelse, lokalbedøvelse injektion -8 og knogleopbygning -8.

Tryg fandt videre, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes.

Tryg fandt dog, at der skal foretages fratræk på 6.800 kr. for udgiften til det tidligere udførte tandarbejde med kronebehandling på tanden -7, da dette ikke var udført efter almindelig anerkendt standard jf. afgørelserne af 12. juni og 13. juli 2020.

Erstatningen udgør herefter 2.357,67 kr. Efter fratræk af tilskud fra Sygeforsikringen ”danmark” udgør erstatningen 339,67 kr.

Tryg fandt derfor, at da erstatningen for nuværende ikke overstiger minimumsgrænsen på 1.000 kr., kan erstatningen ikke udbetales.

Tryg afventer herefter yderligere regning fra patienten.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. januar 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der skal foretages fradrag for kronebehandlingen, da erfaren specialiststandard havde været at vente med kronebehandlingen, til der med sikkerhed var opnået heling og komplikationsfrihed. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 6.800 kr.

 

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honoraret for den udførte kronebehandling er dette et forhold mellem Dem og patienten. Ved uenighed har patienten mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom.