4547/20

Beskrivelse:

Behov for en ny helprotese. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 18. februar 2019. I den forbindelse blev det noteret, at patienten 2 år tidligere havde fået lavet en fuldbro og unitor, som gav problemer i form af smerter og tyggebesvær. Det blev konstateret, at der var parodontitis og dårlig mundhygiejne med store mængder af tandsten. Ligeledes var flere tænder løse og hele tandsættet bar præg af ubehandlet parodontitis. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise totalt fæstetab ved tænderne 5,4,3+ samt et stort fæstetab ved tænderne 3,2+2,3. Patienten blev herefter anbefalet udtrækning af alle de tilbageværende tænder og rekonstruktion af tyggefunktionen ved hjælp af en helprotese til overkæben. Tænderne 5,4+ blev derfor fjernet samme dag, og der blev taget aftryk til protesen. Den 24. april 2019 blev tænderne 3,2,1+1,2,3 fjernet og helprotesen blev isat. Protesen blev herefter tilpasset i biddet, og patienten blev informeret om, at protesen skulle tilpasses igen senere. Det blev desuden noteret, at patienten ikke brød sig om protesen, da den dækkede ganen. Ifølge journalen fra den 1. maj 2019 havde patienten tryksår i regio 3,2+2,3, hvorfor protesen blev beslebet. Det blev igen noteret, at patienten var utilfreds med, at protesen dækkede ganen. Den 23. maj 2019 var protesen løs, og tandopstillingen var ikke længere korrekt. Patienten kunne ikke bruge protesen. Protesen blev derfor efterfølgende justeret og underforet midlertidigt.

Patienten søger nu om erstatning efter den udførte behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. august 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade i lovens forstand som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen optaget den 18. februar 2019 dokumenterer, at patienten havde fået rekonstrueret tænderne 7,6+1 med en 10-leddet bro 7,6,5,4,3,2,1+1,2,3. Røntgenoptagelserne dokumenterer endvidere følgende: tænderne 5,4+ var ikke længere bevaringsværdige, da der var knogleopløsning omkring hele rodens udstrækning på de to tænder, tænderne 3+2 var ikke længere bevaringsværdige, da der var knogleopløsning på mere end 2/3 af rodens længde og rodspidsbetændelse på de to tænder, tænderne 2+3 var ikke længere bevaringsværdige, da der var knoglesvind på mere end 2/3 af rodens længde på de to tænder, og tanden 1+ havde en tvivlsom prognose og var ikke egnet som bøjletand på grund af knoglesvind på ca. ½ af rodens længde.

Tryg fandt derfor, at fjernelsen af tænderne 5,4,3,2,1+2,3 den 18. februar og den 24. april 2019 var velbegrundet og må anses for en uundgåelig følge af patientens grundlidelse parodontitis og det heraf følgende omfattende tab af tandbærende knogle.

Tryg fandt videre, at når der er aktiv parodontitis, er det ikke muligt at lave implantater, som en varig løsning, fordi implantaterne (også) vil mistes som følge af tabet af den tandbærende knogle. Det betyder, at behandlingen med en helprotese var den eneste relevante løsning til rekonstruktion af patientens tyggefunktion den 24. april 2019.

Tryg fandt endvidere, at en helprotese er en aftagelig løsning med overdækket gane. Den overdækkede gane sikrer fastholdelse (retention) af protesen ved brug. Det forhold, at patienten ikke kunne vænne sig til protesen, har således ikke årsag i fejl eller mangler ved protesen, men er derimod en følge af forhold ved patienten selv.

Tryg fandt herefter, at det er oplyst i bilaget til skadesanmeldelsen, at patienten tog helprotesen ud straks efter isættelsen den 24. april 2019, fordi han ikke kunne holde ud at have protesen i. Det forhold, at protesen blev fjernet med det samme, gør, at patientens gumme ikke tilpasses efter protesen og efterfølgende ikke kommer til at passe lige så godt som planlagt.

Tryg fandt i den forbindelse, at det ved protesebehandling generelt er forventeligt, at protesen skal tilpasses, og i patientens tilfælde blev behovet for tilpasning endvidere forøget på grund af den for tidlig fjernelse af protesen. Det forhold, at der skal flere tilpasninger til, for at helprotesen kommer til at passe til gummen, er således ikke udtryk for, at protesebehandlingen har været mangelfuld, men er derimod en del af den nødvendige behandling for patientens grundlidelse og forhold ved patienten selv.

Endeligt bemærkes det, at selv om protesebehandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, er det ud fra de foreliggende oplysninger fortsat muligt, at patienten kan få protesen lavet om eller tilpasset til patientens gumme, som den ser ud nu, uden at det vil forringe patientens tandstatus i forhold til tidspunktet for den oprindelige behandling.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at en behandling ikke lykkes efter hensigten, heller ikke i sig selv udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling, eller omgørelse af den tidligere udførte behandling, er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan dette honorar-spørgsmål indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. august 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med protese kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige protesebehandling. Det forhold, at en behandling eventuelt skal laves om, er ikke i sig selv en skade.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.