Skip to content

4567/21

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 20. marts 2018 på grund af tandpine. Ifølge journalen oplyste patienten, at en tand i højre side af underkæben var knækket i december 2017, og hun havde haft smerter i en uge, og nu var det begyndt at gøre ondt igen. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise dyb caries og let knoglesvind i rodens delingspunkt. Det blev herefter aftalt, at tanden skulle rodbehandles. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 19. april 2018, hvorefter tanden blev rod- og plastfyldt den 23. april 2018. Desuden blev der taget kontrolrøntgen. Den 14. januar 2020 blev det noteret, at der lejlighedsvist kom en bule ved 6-. Ifølge journalen fra den 5. marts 2020 blev der taget røntgen af 6-, som fandtes at vise betændelse. Det blev i den forbindelse vurderet, at tandens prognose var håbløs.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til behandling af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. november 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af 10. februar 2015 dokumenterer, at der ikke var hul i tanden 6-. Desuden var patienten til tandlæge den 20. marts 2018, hvor hun oplyste, at tanden knækkede i december 2017, hvorefter patienten havde smerter i en uge. Røntgenbilledet, der blev optaget denne dag, viste dybt og stort samt knogletab i roddelingspunktet. Patienten udskød således behandling af tanden i fire måneder.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 23. april 2018 dokumenterer tætte, ensartede rodfyldninger til rodspidserne samt en tæt aflukning af tandkronen.

Tryg fandt herefter, at rodbehandlingen blev udført i overensstemmelse med den erfarne specialist. Selv om tanden blev rodbehandlet, blev knoglen ikke helet, og der opstod betændelse omkring den forreste rodspids. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade.

Tryg fandt videre, at patienten oplyste den 14. januar 2020, at hun lejlighedsvist havde en bule ud for tanden 6-.

Tryg fandt herefter, at betændelsen i tanden har banet sig vej op langs roden og lejlighedsvist har dannet bylden. Dette er et forløb af længere varighed og før henvendelsen i januar 2020. Patienten har således ikke reageret på sine smerter og symptomer fra tanden, da hun ikke søgte tandlæge. Dette har dermed ødelagt tandens knoglefundament, hvorfor tanden ikke længere kan bevares.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden 6- ikke har årsag i rodbehandlingen, men mistes derimod på grund af udsættelse af tandlægebesøg.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. november 2020, men med en ændret begrundelse.

 

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 6- blev lavet om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.