Skip to content

4574/20

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 42-årig kvinde, der den 20. februar 2014 fik taget bite wings, som fandtes at vise dyb caries i tanden -5 og caries i tanden 7-. Tanden -5 blev derfor behandlet med en fyldning den 24. februar 2014. Patienten henvendte sig igen den 2. april 2014 på grund af tandpine fra tanden -5. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, som blev færdiggjort den 8. april 2014. Den 27. februar 2015 blev der igen noteret caries ved bl.a. 7-. Patienten henvendte sig igen den 10. marts 2015, da tanden 7- var knækket. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning. Den 10. august 2015 blev patienten anbefalet en krone på tanden -5, hvilket patienten ikke ønskede. Tanden blev herefter behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 7. oktober 2015 på grund af tandpine fra -5. Der blev derfor ordineret penicillin, og den 19. oktober 2015 blev rodbehandlingen revideret. Den 5. november 2015 blev der isat en rodstift i tanden -5, som ligeledes blev behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 16. juni 2017 på grund af smerter fra 7-. Der blev taget røntgen og vurderet, at tanden 8- burde fjernes. Patienten henvendte sig igen til den behandlende tandlæge den 19. september 2017 på grund af tandpine fra tanden 7-. Der blev taget røntgen og indledt rodbehandling af tanden 7-. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet den 21. september 2017. Patienten henvendte sig med tandpine fra tanden 5+ den 12. december 2017. Tanden 5+ blev derfor rodbehandlet efterfølgende. Den 22. december 2017 blev der taget kontrolrøntgen af rodbehandlingen, og tanden 5+ blev behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen blev tanden 7- igen behandlet med en plastfyldning den 4. maj 2018 efter en drøftelse af behandlingsmuligheder. Den 22. juni 2018 blev der ordineret penicillin mod betændelse i mundhulen ved tanden 7-. Patienten henvendte sig igen den 31. august 2018 på grund af tandpine fra tanden 5+. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag, hvorefter patienten samme dag blev henvist til anden tandlæge for kirurgisk rodbehandling. Tanden 5+ blev dog trukket ud den 20. september 2018, og den 27. december 2018 blev der cementeret en bro i regio 6,5,4+. Efterfølgende er tænderne -5 og 7- blevet trukket ud den 15. juli 2019 af en udenlandsk tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger i form af 3 rodbehandlinger, 2 broer og 1 stifttand, udgifter til operation, røntgen, undersøgelser og transport. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. december 2020 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 15.878,25 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 214,96 Euro (1.600 kr.) omhandler forundersøgelse til operation, kontrol af nervegener og andre behandlinger. Disse udgifter er en følge af den anerkendte behandlingsskade og godkendes derfor. Hertil kommer renter på 79,75 kr.

Tryg fandt videre, at regning på 3.394 kr. omhandler operation, som er en følge af den anerkendte behandlingsskade. Udgiften godkendes derfor samt renter på i alt 169,25 kr.

Tryg fandt endvidere, at regning på 7.892 kr. omhandler bro i venstre side af undermunden. Udgiften er en følge af den anerkendte behandling og godkendes derfor. Hertil kommer renter på 393,50 kr.

Tryg fandt desuden, at regning på 3.043 kr. omhandler opførelsen af bro til tandlægen. Udgiften er en følge af den anerkendte behandlingsskade og godkendes derfor. Hertil kommer renter på 151,75 kr.

Tryg fandt dog, at det i afgørelsen af 11. marts 2020 er oplyst, at patienten med rettidig diagnostik og behandling havde kunnet bevare tanden 5+ ved behandling med rodbehandling, opbygning og krone. Det betyder, at patienten med erstatning for den skadesudbedrende behandling, har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket ville have beløbet sig skønsmæssigt til 7.000 kr. Dette vil blive fratrukket i erstatningen. Der vil dog skønsmæssigt blive fratrukket 800 kr. fra fradraget på grund af medlemskab af Sygeforsikringen ”danmark”. Dermed fratrækkes der 6.200 kr. i erstatningen.

Tryg fandt dog, at regning på 2.560 kr. til bl.a. operationsstue, narkose m.m. ikke kan dækkes, da dette ikke er en del af den skadesudbedrende behandling og som udgangspunkt ikke en nødvendighed, da dette ligeledes ikke ville være dækket ved dansk tandpleje. Desuden dækkes regning på 9.999,99 kr. til brobehandling i overmunden i højre side ikke, da behovet for bro i overmunden ikke er en del af den anerkendte behandlingsskade. Der henvises til afgørelsen af 11. marts 2020. Regning på 564 kr. omhandlende konsultation og fyldningsterapi dækkes heller ikke, da dette ikke er en del af den anerkendte behandlingsskade, samt at fyldningsterapi ikke svarer til et forøget behandlingsbehov, men et behandlingsbehov som følge af patientens grundlidelse.

Tryg fandt videre, at yderligere udefinerede behandlinger i form af røntgenoptagelser, undersøgelser, tandrensninger og plastfyldninger m.m. igennem årene ikke dækkes, da det er udgifter, som patienten uagtet skaden skulle have. Det er dermed ikke en del af den skadesudbedrende behandling. Fyldninger etc. svarer til de behandlinger, patienten skulle have som følge af grundlidelserne.

Tryg fandt derudover, at patienten er berettiget til erstatning for afholdte medicinudgifter, hvilket skønsmæssigt fastsættes til 3.000 kr. Hertil kommer renter på 150 kr.

Tryg fandt videre, at det er tilstrækkeligt sandsynligt, at den anerkendte skade har medført en sygeperiode på 7-10 dage, som oplyst af patienten. Patienten er derfor berettiget til godtgørelse for svie og smerte for 10 dage, i alt 2.100 kr. Hertil kommer renter på 105 kr.

For så vidt angår erstatning for afholdte kørselsudgifter skal patienten indsende dokumentation og oversigt over sine kørselsudgifter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 4. december 2020, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at regning på 9.999 kr. for brobehandling i overmunden i højre side er en del af den skadesudbedrende behandling som følge af tabet af tanden 5+ jf. Trygs afgørelse af 11. marts 2020. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgiften hertil.

 

Nævnet finder, at tanden 5+ skulle have været behandlet med ny rodbehandling, opbygning og krone for at bevares på længere sigt, hvis skaden ikke var sket. Der skal derfor foretages fradrag for udgifterne hertil, da der alene kan tilkendes erstatning for mérudgifter som følge af den anerkendte skade.

 

For så vidt angår udgiften til operationsstue, narkose m.m. finder nævnet, at disse udgifter ikke kan dækkes, da dette ikke er en del af den skadesudbedrende behandling og behandlingen ville kunne udføres under lokalbedøvelse.

 

Sagen hjemvises i øvrigt til Tryg med henblik på en fornyet vurdering af renteberegningen i sin helhed.