Skip to content

4612/21

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der henvendte sig den 12. september 2020 på grund af smerter fra tanden 6+. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, hvor tre rodkanaler blev lokaliseret og skyllet med desinficerende væske. Patienten henvendte sig til anden tandlæge den 23. september 2020 for videre rodbehandling af tanden. I den forbindelse med den midlertidige fyldning fjernet, og det blev konstateret, at der var sket en gennembrydning af roden svarende til røddernes forgreningspunkt. Da tanden fandtes ikke at være bevaringsværdig, blev den herefter trukket ud den 15. oktober 2020.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt afholdte udgifter. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. februar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden 6+ som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten fik indledt rodbehandling af tanden den 12. september 2020 på grund af smerter og rodspidsbetændelse. Røntgenbillede af samme dato dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden. Tænder med ikke forbigående smerter og rodspidsbetændelse kræver ofte en rodbehandling.

Tryg fandt derfor, at der var tandlægefagligt grundlag for at rodbehandle tanden.

Tryg fandt videre, at der skete en gennembrydning af roden svarende til røddernes forgreningspunkt den 12. september 2020. I den forbindelse fandt Tryg, at røntgenbillede af den 23. september 2020 dokumenterer en åbning til tandens rodkanaler, der gennembryder roden. En gennembrydning, der sker i tandens rodforgreningspunkt, medfører ofte, at tanden ikke kan bevares.

Tryg fandt herefter, at behandlingen den 12. september 2020 har medført en negativ konsekvens for tanden, idet tanden på grund af gennembrydningen ikke kunne bevares, men måtte fjernes den 15. oktober 2020 og nu erstattes.

Tryg fandt dermed, at erfaren specialiststandard havde været, at der i forbindelse med rodbehandlingen ikke var sket en gennembrydning af rodens overflade, men udrensning og bearbejdning alene havde omfattet selve rodkanalen. Herefter kunne tanden rodfyldes til tandens rodspidser. Tanden havde efterfølgende kunne behandles med en opbygning og en krone.

Tryg fandt, at ved denne fremgangsmåde er det overvejende sandsynligt, at gennem-brydningen af tanden kunne være undgået, og tanden 6+ kunne være bevaret.

Patienten er derfor berettiget til erstatning til at genskabe den tandstatus, hun havde inden tandskaden skete. Det betyder, at patienten ikke får udbetalt erstatning til det eventuelle behandlingsbehov, som patienten havde inden tandskaden.

Tryg fandt herefter, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet nøjes med en rodfyldning, opbygning og en krone på tanden 6+. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling, har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig til skønsmæssigt 10.000 kr. Beløbet for forventede udgifter kan dog blive justeret ved den endelige opgørelse af skaden.

På den baggrund godkender Tryg den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til erstatning af tanden, men den skadesudbedrende behandling erstattes først, når udgifterne overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 10.000 kr.

Hvis patienten ikke ønsker den mistede tand erstattet af et implantat eller en bro, kan der alternativt tilbydes en kompensation på 4.000 kr., for tab af tanden svarende til Tandskadeankenævnets praksis for tab af en tand. Behandlingsoverslag for erstatning af tanden 6+ skal fremsendes til godkendelse af Tryg.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. februar 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at tanden 6+ skulle have været behandlet med rodbehandling, opbygning og krone som følge af grundlidelsen, rodspidsbetændelse. Der skal derfor foretages fradrag for udgifterne hertil, da der alene kan tilkendes erstatning for mérudgifter som følge af den anerkendte skade. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 10.000 kr.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.