Skip to content

4571/20

Skadetype: Skade på rod - Rodresorption
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig kvinde, der den 19. marts 2015 fik konstateret caries i bl.a. tanden 5+. Der blev taget røntgen og noteret, at der var behov for rodbehandling af tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 26. marts 2015 og ilagt desinficerende pasta i tanden. Efterfølgende blev patienten indkaldt flere gange uden yderligere notater. Patienten henvendte sig herefter til anden tandlæge den 14. september 2017, hvor der bl.a. blev taget røntgen, som fandtes at vise en intern resorption i tanden 5+, som var rodfyldt. Desuden blev der konstateret en poche på 4 mm ved tanden. Den 30. december 2019 henvendte patienten sig med fraktur af tanden 5+. Røntgen fandtes at vise resorption ved tanden, kort rodfyldning samt rodspidsbetændelse. Der blev fjernet et løst fragment af tanden, og det blev vurderet, at tanden ikke var bevaringsværdig. Patienten blev derfor anbefalet udtrækning af tanden og erstatning heraf med implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. september 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 5+ fremstår med et dybt hul på røntgenbillede af den 14. september 2015. Tænder med et dybt hul kræver oftest en rodbehandling, og der var derfor tandlægefagligt grundlag for at indlede rodbehandling af tanden.

Tryg fandt videre, at tanden 5+ fremstår rodbehandlet og rodfyldt på røntgenbillede af den 14. september 2017. Det fremgår dog ikke af det vedlagte journalmateriale, hvornår tanden 5+ er rodfyldt.

Tryg fandt derfor, at der ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for, hvornår tanden er rodfyldt.

Tryg fandt dog, at hvis patienten kan finde de nødvendige oplysninger for tandens behandlingshistorik, kan dette indsendes, og sagen kan tages op til fornyet vurdering.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. september 2020.

 

Nævnet finder, at tanden 5+ med overvejende sandsynlighed mistes som følge af resorptionen, der blev diagnosticeret i 2017 og ikke som følge af den udførte rodbehandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

For en god ordens skyld kan det oplyses, at hvis patienten ønsker at klage over manglende udlevering af journalmateriale, har man mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.