Skip to content

4661/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 67-årig kvinde, der den 31. august 2010 fik præpareret bl.a. tanden +2 til en keramikfacade. Den 3. september 2010 blev der limet en facade på tanden, hvilket blev gentaget den 6. september 2010. Ifølge journalen fra den 22. september 2010 blev der bl.a. cementeret en porcelænsfacade på tanden +2. Den 7. juni 2013 blev facaden recementeret på tanden +2, og den 26. august 2014 blev det noteret, at der var farveforandringer i tanden +2. Patienten henvendte sig igen den 23. oktober 2014 på grund af tandpine fra tanden +2. Det blev herefter besluttet at lave facaden om. Der blev derfor præpareret samt taget aftryk til krone den 5. november 2014, og den 25. november 2014 blev kronen cementeret på tanden. Patienten henvendte sig igen den 3. januar 2017 på grund af tabt krone på tanden +2, som herefter blev recementeret. Den 21. oktober 2019 henvendte patienten sig igen på grund af tabt krone på tanden +2, som herefter blev recementeret. Ifølge journalen fra den 8. november 2019 blev kronen igen recementeret på tanden +2. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 16. januar 2020, da en tandlæge på klinikken havde sagt, at det skulle vurderes, om kronen skulle laves om. Der blev derfor aftalt en ny tid, og den 24. januar 2020 blev patienten set på klinikken med henblik på afklaring af behandling af tanden +2. Det blev aftalt, at behandling skulle vente, indtil kronen faldt af, hvorefter der skulle præpareres til en ny krone. Patienten henvendte sig telefonisk den 1. august 2020, da kronen på tanden +2 var tabt, og derfor ønskede en ny krone. Den 6. august 2020 blev det noteret, at kronen var tabt og derfor blev recementeret midlertidig. Patienten henvendte sig igen den 7. august 2020 på grund af tabt krone på tanden +2. Tanden blev derfor recementeret med en anden cementtype. Patienten henvendte sig igen den 1. september 2020 med henblik på omlavning af kronen på tanden +2. Der blev taget røntgen, men da patienten var frustreret over situationen og ikke ønskede behandling samme dag, blev der ikke foretaget yderligere behandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, kørselsudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. april 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er foretaget kronebehandling på tanden +2, og at denne er faldet af flere gange.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få afboret kronen, og der kan tages aftryk til ny krone samt få monteret denne, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen (omgørelse), ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling med udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. april 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at kronebehandlingen på tanden +2 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige kronebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved eventuelt bliver dyrere, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

I øvrig finder nævnet, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte behandling har medført et varigt mén eller gener i øvrigt.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.