Skip to content

4699/21

Skadetype: Negativ påvirkning af implantat
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Aftrykstagning til krone og forbindelsesskruen knækkede. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Aftrykstagning til krone og forbindelsesskruen knækkede. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der formentlig i 2008 havde fået isat et implantat i regio 5- af anden tandlæge. Den 18. september 2020 blev tanden 4- trukket ud, og der blev samtidig isat et implantat i regio 4-. Den 20. november 2020 blev der taget aftryk til krone til implantatet regio 4-, hvor der tillige blev foretaget en let beslibning af biddet. Ifølge journalen fra den 30. november 2020 blev kronen cementeret på implantatet regio 4-, og der blev taget røntgenkontrol. Desuden blev patientens bid testet og korrigeret ved hjælp af en T-scan. Patienten henvendte sig den 28. december 2020, da hun havde tabt kronen på implantatet regio 5-. Det blev noteret, at det var abutmentet, der var knækket, og at tandlægen ønskede en vurdering af anden tandlæge med henblik på vurdering af behandlingsmulighederne. Endvidere blev det noteret, at patienten følte, at der skete et knæk og ændring i biddet efter aftryk i regionen. Patienten henvendte sig igen den 5. januar 2021 for bidjustering, og der blev planlagt behandling med en refleksfrigørende bidskinne Desuden blev det noteret, at abutment er mekanisk skadet, og at skruedelen, som sad tilbage i implantatet, ikke kunne løsnes helt. Den 22. januar 2021 blev den del af abutment, der stadig sad fast i implantatet, slebet lidt, hvorefter den retinerede skrue kunne skrues helt ud. Imidlertid kunne den nedre del af abutment ikke fjernes. Skruen blev herefter sat tilbage på plads igen. Det skulle herefter undersøges nærmere, hvad der skulle ske. Den 16. februar 2021 blev patienten henvist til anden tandlæge med henblik på fjernelse af den knækkede skrue i implantatet regio 5-.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af skrue og nyt implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. maj 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede behandling med optagelsen af aftryk til en krone på implantatet til erstatning af tanden 4- den 20. november 2020, da denne fortsat manglede.

Tryg fandt videre, at patienten den 28. december 2020 havde tabt kronen på implantatet til erstatning af tanden 5- (nabotanden), at forbindelsesdelen (patientens abutment) var knækket, og at skruedelen ikke kunne skrues ud af implantatet.

Tryg fandt herefter, at der ikke er en tidsmæssig sammenhæng mellem aftrykstagningen den 20. november 2020, og det at abutmentet knækker den 28. december 2020.

I den forbindelse fandt Tryg, at der går en måned fra aftrykstagningen, til det knækker, og at der ikke er nævnt noget i journalen om behandlingens voldsomhed, som patienten oplyser i anmeldelsen.

Tryg fandt videre, at der ikke før den 28. december 2020 til tandlægen blev nævnt noget om det knæk, patienten følte/ hørte og om den ændring af biddet, patienten oplevede, på trods af at patienten har en historik af bidjusteringer bag sig.

Trug fandt desuden, at et titanium abutment er konstrueret meget solidt med høj brudstyrke, og at det ikke vil kunne slå revne ved udtagning af et meget fastsiddende aftryk. Et titanium abutment vil som andre metaller kunne knække ved udmatningsbrud.

Tryg fandt derfor, at metallet med overvejende sandsynlighed knækker med årsag i mange gentagne belastninger, vrid, og at disse er foregået over en længere periode, uden at patienten har kunne mærke det.

Tryg fandt i den forbindelse, at journalmaterialet dokumenterer, at patienten igennem en lang årrække har haft et velkendt problem med tænderskæren, hvilket har medført løsninger af kroner og bidjusteringer, herunder med anbefalinger om en bidskinne.

Tryg fandt endvidere, at patientens abutment er knækket lige i implantatets overkant, hvilket er karakteristisk for et udmatningsbrud efter mange gentagne belastningsvrid, for eksempel under tænderskæren. Det vil sige, at patientens abutment ikke knækker med årsag i tandlægens behandling, men derimod med årsag i patientens grundlidelse som er forhold ved patienten selv, tænderskæren.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. maj 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at forbindelsesskruen knækkede som følge af aftrykstagningen til krone på implantatet 4-, idet en sådan skrue har en høj brudstyrke. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at skruen knækkede som følge af træthedsbrud, som kan skyldes mangeårig belastning ved f.eks. tænderskæren og/eller uhensigtsmæssigt bidforhold.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.