Skip to content

4704/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig kvinde, der henvendte sig den 10. december 2019 på grund af gener fra en retainer på indersiden af tænderne 2,1+. Det blev noteret, at metaltråden var tyndslidt og flosset, og der blev taget klinisk foto, som patienten så. Det blev vurderet, at en reparation med plast ikke var muligt, da defekten var i tandmellemrummet. Patienten blev derfor anbefalet en ny tråd, før den knækkede, men ifølge journalen ønskede patienten at vente med dette. Det blev herefter aftalt at fjerne tråden i tandmellemrummet, og patienten blev informeret om risiko for, at tænderne ville flytte sig til deres oprindelige placering. Patienten blev opfordret til at holde øje, og i tilfælde heraf skulle en ny tråd fremstilles. Desuden blev prisen herpå oplyst, og patienten var indforstået hermed. Retentionstråden blev herefter fjernet mellem tænderne 2,1+. Patienten kontaktede klinikken den igen den 10. marts 2020, da hun overvejede en ny retainer, da hun syntes, at tænderne havde rykket sig lidt. Prisen herpå blev igen oplyst, og der blev fremsendt et overslag herpå via mail. Ved næste undersøgelse den 17. november 2020 blev det noteret, at patienten syntes, at tænderne havde flyttet sig. Der blev konstateret et opstået mellemrum imellem tænderne 2,1+. Ifølge journalen var patienten overrasket over, at en lukning af mellemrummet krævede en ny tandregulering. Den 15. december 2020 konsulterede patienten en ny tandlæge, som konstaterede, at tanden 1+ var rykket fremad, og at en ny tandregulering var nødvendig.

Patienten søger om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. maj 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten er blevet informeret tilstrækkeligt om konsekvenserne af at fjerne den defekte retainer uden at erstatte den, herunder risikoen for at patientens regulerede tænder fik tilbagefald. I den forbindelse fremgår det af journalen fra den 10. december 2019, at tandlægen oplyste patienten, at fjernelse af den stikkende tråd medførte risiko for, at patientens tænder kunne flytte sig. Patienten blev desuden opfordret til at reagere og henvende sig til tandlægen ved mistanke om, at tænderne bevægede sig.

Tryg fandt videre, at patienten fik oplyst pris på en ny retentionstråd og et overslag herpå fremsendt via mail. Prisen fik patienten repeteret ved en telefonisk henvendelse den 10. marts 2020, hvor patienten ringede, fordi hun mente, at tænderne flyttede sig.

Tryg fandt derfor, at patienten er blevet fuldt informere om risikoen for at fravælge en ny retainer.

Tryg fandt dermed, at behovet for fornyet tandregulering er en følge af dette fravalg, som er foretaget på et informeret grundlag, og patienten er dermed ikke påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt således, at behovet for omgørelse af tandreguleringen er behandling af grundlidelse og er ikke dækket af loven. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. maj 2021.

 

Nævnet finder, at tandreguleringen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige tandregulering. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved bliver dyrere end oprindeligt planlagt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.