Skip to content

4681/21

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende udtrækning af tand. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende udtrækning af tand. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 19. marts 2002 på grund af voldsomme smerter i venstre underkæbe. Det blev konstateret, at tanden -6 var byldeøm og ikke kunne røres. Desuden var der hævelse ved tanden. Røntgen fandtes at vise en mulig skygge ved den ene rodspids, men ikke noget voldsomt. Det blev dog noteret, at tanden havde en dyb fyldning nær nerven, og der blev herefter indledt rodbehandling af tanden. Endvidere blev der ordineret antibiotika. Rodbehandlingen blev fortsat den 22. april 2020, hvor der blev taget røntgen, som fandtes at vise en knækket rodfil i den fremad- og kindvendende rodkanal. Det blev herefter forsøgt uden held at fjerne rodfilen, hvorefter der blev rodbehandlet forbi den knækkede rodfil. Der blev herefter taget kontrolrøntgen, som fandtes at vise, at der var sket en parietal perforation. Tanden blev herefter rodbehandlet færdigt og rodfyldt i tre kanaler. I den forbindelse blev den parietale perforation lukket med rodfyldnings-materiale, og tanden blev forsynet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 29. april 2020, da hun følte, at tanden var for høj. Tanden blev herefter beslebet. Ved almindelig undersøgelse den 21. september 2019 blev det noteret, at det en gang imellem jagede i tanden -6, når hun tyggede. Den 13. oktober 2020 henvendte patienten sig til en anden tandlæge for en second opinion af tanden -6. Der blev i den forbindelse taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på de fremadvendende rødder. Der blev derfor foretaget oplukning af tanden den 3. november 2020, hvor det blev konstateret, at der var sket en parietal perforation. Det blev herefter vurderet, at tanden burde trækkes ud. Efterfølgende er tanden blevet trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. februar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af gennemboring af tanden -6 som følge af behandlingen hos tandlægen den 19. marts 2020.

Tryg fandt i den forbindelse, at journal og røntgenoptagelser dateret 22. april 2020 dokumenterer gennembrydning af tanden -6.

Tryg fandt herefter, at ud fra røntgenbilledet dateret 13. oktober 2020, vil det være muligt at opnå heling ved lukning af gennemboring med MTA samt rodfyldning af de fremadvendende kanaler.

Tryg fandt således, at tanden ikke er tabt som følge af gennemboringen og kan følgelig ikke erstatte udgifter til tandfjernelse og implantatbehandling.

Tryg fandt derfor, at da tanden kan opnå heling ved MTA-behandling, dækkes udgifterne hertil, idet der er tale om en mere omfattende behandlingsform end den, der var nødvendig som følge af grundlidelsen.

Tryg fandt dog, at udgifterne til fornyet rodbehandling/ rodfyldning ikke dækkes, da der her er tale om en omgørelse af en tidligere behandling for grundlidelsen, hvilket ikke dækkes af lovens skadesbegreb. Det faktum, at behandlingen herved bliver dyrere, er heller ikke en skade efter loven.

Tryg fandt dermed, at erfaren specialiststandard havde tilsagt, at udrensningen af kanalerne var foregået uden negativ belastning på filens øverste del. Herved havde en arbejdende nederste del af filen kunne arbejde uden negativ påvirkning længere oppe på filen, hvorved filen ikke var knækket.

Tryg fandt videre, at erfaren specialiststandard havde tilsagt, at forsøget på at fjerne og arbejde forbi den knækkede fil havde været udført under hensyntagen til røddernes forgreningssted. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået gennembrydning, og tanden kunne have været bevaret uden yderligere behandling af rødderne.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til aflukning af gennembrydningen i tanden -6 med MTA-behandling.

Tryg fandt dog, at hvis der mod forventning ikke opnås heling efter MTA-behandling og rodfyldning, kan sagen genoptages med henblik på fornyet vurdering.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 19. februar 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at den korrekte skadesudbedrende behandling var, at gennembrydningen i tanden -6 var blevet behandlet med MTA-behandling. Tanden er nu imidlertid blevet trukket ud, hvorfor der ikke længere er grundlag for at udføre denne behandling og betale erstatning herfor.

 

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Imidlertid er grundlaget for erstatningen bortfaldet, da tanden er trukket ud, og den godkendte skadesudbedrende behandling derfor ikke kan udføres.

 

Hvis du ønsker, at der skal tages stilling til, om der eventuel er sket en erstatnings-berettigende skade ved fjernelse af tanden -6, har du mulighed for at indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning påført den tandlæges navn, der har fjernet tanden. Der vil herefter blive truffet afgørelse, om der kan tilkendes erstatning for tab af tanden.