Skip to content

4682/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Aftagelig protetik - Helprotese

Beskrivelse:

Protesebehandlinger og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Protesebehandlinger og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 58-årig mand, der ifølge journalen skulle behandles med en helprotese i overkæben. De sidste tænder 2,1+2 blev derfor trukket ud den 19. februar 2019, og der blev herefter indsat en helprotese i overkæben fra 7+ til +7. Den 22. marts 2019 blev der isat en delprotese i underkæben, og biddet blev justeret. Desuden blev patienten informeret om, at det kunne blive nødvendigt med rebasering af protese i overkæben. Den 29. marts 2019 blev protesen i overkæben rebaseret. Efterfølgende blev protesen i overkæben reguleret flere gange, og der blev ordineret antibiotika. Ved kontrol den 8. juli 2019 havde patienten meget ondt i regio +3,4,5. Der blev igen konstateret hævelse i regio +3,4,5, hvorfor der herefter blev oprenset i området. Efterfølgende havde patienten fortsat gener fra protesen, og der blev derfor foretaget en fornyet rebasering af protesen den 14. august 2019. Ved undersøgelse den 5. september 2019 blev det noteret, at der var overfladiske tryksår regio 7,6+ og regio +2,3. Protesen blev derfor aflastet i kanten. Den 17. september 2019 blev det noteret, at patienten ikke mente, at protesen fungerede. Der blev konstateret et lille tryksår, men patienten ønskede ikke dette justeret. Samtidig oplyste patienten, at protesen sad godt og har fungeret fint. Ifølge journalen har patienten efterfølgende klaget til Styrelsen for Patientklager.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte som følge af den udførte behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. februar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen med helprotese i overkæben og delprotese i underkæben hos tandlæge.

Tryg fandt i den forbindelse, at de beskrevne smerter og ubehag efter indsættelse af protesen ikke har et omfang, der er usædvanligt, men at der er tale om forventelige bivirkninger til behandling af grundlidelse.

Try fandt derfor, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få fremstillet nye proteser, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt dermed, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 17. februar 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der er tale om en behandling, der ikke er lykkedes. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Som patient må man ved behandling med protese forvente en vis justering over tid samt et vist omfang af gener i forbindelse med tilvænning til protesen.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.