Skip to content

4707/21

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der ved undersøgelse den 14. marts 2017 fik anbefalet behandling med støbt opbygning og krone af tanden +6. Den 23. januar 2020 blev der taget røntgen af tanden +6, hvorefter der blev isat en rodstift i tandens ganenære rod. Der blev igen taget røntgen samt lavet en plastopbygning på tanden. Desuden blev tanden præpareret til krone, og der blev taget aftryk til krone. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 6. februar 2020, og røntgen fandtes at vise sufficient kronekant. Ifølge journalen fra den 11. november 2021 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Desuden blev det noteret, at der var en poche på 9 mm ved tanden. Den 13. november 2020 blev patienten telefonisk informeret om, at der var mistanke om rodfraktur på grund af dyb poche og opklaring. Tanden var derfor ikke bevaringsværdig.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til et implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. maj 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af tanden +6 den 23. januar 2020 viser, at tandkronen på +6 var opfyldt af restaureringsmateriale til roddelingspunktet og fremstod hermed svækket. Ligeledes viser røntgenbilledet, at tandens knoglefundament ses med opløsning omkring den ganenære og den bagerste ydre rodspids, og opløsning af knoglen fra den fremadvendende tandhals til midt på roden og dermed også imellem rødderne.

Tryg fandt herefter, at tanden med denne svækkelse ikke var mulig at bevare, og kunne allerede på dette tidspunkt have været fjernet.

Tryg fandt derfor, at der således ikke er sket en behandlerpåført skade i forbindelse med kronebehandlingen, men at det forhold, at tanden mistedes, skyldtes tandens svækkelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. maj 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgen af 23. januar 2020 viser, at tanden +6 allerede var en stærk svækket tand inden kronebehandlingen. Tanden mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af grundlidelse i form af en svækket tand med manglende resttandsubstans. Det forhold, at der alligevel blev udført en behandling med krone, medfører ikke i sig selv, at der er sket en skade i henhold til loven.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte kronebehandling skal nævnet henvise dig til at gøre dit krav gældende overfor den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed har du mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom.