Skip to content

4724/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende behov for rodbehandling, stiftopbygning og ny krone. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende behov for rodbehandling, stiftopbygning og ny krone. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig mand, der den 20. juni 2017 fik konstateret defekt fyldning i tanden 2+. Der blev derfor taget røntgen, som viste utæt fyldning. Patienten henvendte sig den 16. juni 2019 med en fraktur af tanden 2+, og det blev aftalt at restaurere tanden med en krone. Den 6. juni 2019 blev tanden behandlet med en midlertidig plastkrone, og den 23. oktober 2018 blev det noteret, at patienten ville vente med behandling. Efterfølgende blev plastkronen recementeret den 18. februar og igen den 4. september 2019. Den 13. januar 2020 blev tanden præpareret til krone, og den 24. januar 2020 blev kronen cementeret på tanden. Patienten henvendte sig igen den 17. august 2020 med en tabt krone. Der blev taget røntgen og indledt rodbehandling af tanden. Den 26. august 2020 blev tanden rodfyldt, og den 24. september 2020 blev der isat en rodstift i tanden, og kronen blev recementeret.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. marts 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen med krone på tanden 2+ hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen dateret den 20. juni viser tanden 2+ som tandrod med en minimal kronestub.

Tryg fandt derfor, at tanden for at kunne bevares på langt sigt skulle rodbehandles, forstærkes med en stiftopbygning og restaureres med krone. Det svarer til den behandling, der nu er gennemført, selv om rækkefølgen er ændret. Den nødvendige behandling med rodbehandling og opbygning er blevet udført, selv om tanden var restaureret med krone.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kunne behandlingen med krone på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling, uden at det har haft en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt således, at patienten har fået rodbehandlet, stiftopbygget og restaureret tanden 2+ med krone, hvilket var nødvendigt på grund af tandens svage tilstand. Det forhold, at kronebehandlingen blev omgjort, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om holdbarhed, rækkefølge i behandlingen og eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. marts 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgen fra 8. april 2015 dokumenterer, at behandlingen med rodbehandling, stiftopbygning og krone svarer til den behandling, som tanden allerede i 2015 behøvede for at bevares på længere sigt. Der er derfor ikke sket en skade i henhold til loven.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.