Skip to content

4743/21

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Sinusperforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af tand med gennembrydning af kæbehulen til følge. Erstatningens størrelse og omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af tand med gennembrydning af kæbehulen til følge. Erstatningens størrelse og omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig mand, der henvendte sig akut den 27. marts 2019 på grund af smerter fra tanden 7+. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise dyb caries i tanden. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle fjernes en anden dag. Den 1. april 2019 blev derfor forsøgt at fjerne tanden. I den forbindelse blev det noteret, at tanden 8+ begrænsede muligheden for udtagning af tanden 7+. Tanden 7+ blev derfor delt og rodkomponenterne blev taget ud enkeltvis på nær den forreste af de kindnære rødder, som utilsigtet blev skubbet op i kæbehulen. Der blev herefter taget storrøntgen, som bekræftede det skete. Efterfølgende blev en øre-næse-halslæge konsulteret, som anbefalede, at patienten blev sat i antibiotisk behandling for kæbehuleperforationen. Desuden blev patienten henvist til en specialtandlæge, som den 2. april 2019 fjernede den forskubbede rod fra kæbehulen samt tanden 8+. Kæbehulen blev herefter forseglet.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. juni 2021 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 0 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 1.020 kr. for rådgivning og ortopan storrøntgen den 5. maj 2020 vedrørende implantatbehandling i højre og venstre side af overkæben ikke godkendes, da implantatbehandling i overkæben ikke er en følge af den anerkendte behandlingsskade vedrørende gennembrydning til kæbehulen den 1. april 2019.

Tryg fandt videre, at regning på 1.322,86 kr. for røntgenoptagelser i underkæben, diagnostisk grundundersøgelse og røntgenoptagelse i forbindelse hermed samt behandlingsplanlægning den 20. maj 2020 ikke har relation til den anerkendte skade. Regningen dækkes derfor ikke.

Tryg fandt desuden, at regning på 40.789,84 kr. for røntgenoptaqelse af +6, guideskinne, sinusløft i områderne +6 og 4+, implantatoperation i området 4+, implantater i områderne 4+,5+,+5 og +6 samt lokalbedøvelser ikke har relation til den anerkendte skade. Regningen godkendes derfor ikke.

Tryg fandt endvidere, at regning på 309,34 kr. for røntgenoptagelse af 5+ og +5 ikke har relation til den anerkendte skade. Regningen godkendes derfor ikke.

Tryg fandt videre, at regning på 13.442,17 kr. for røntgenoptagelse af 5+ og 4+, lokalbedøvelse, abutment og kroner på implantaterne 5+ og 4+ ikke har relationen til skaden. Regningen godkendes derfor ikke.

Det oplyses dog, at Tryg afventer oplysninger om behandling af gener fra bihulen, efter der i forbindelse med fjernelse af tanden 7+ skete en gennembrydning til kæbehulen. Desuden afventes dokumentation for eventuelle udgifter til fjernelse af roden fra tanden 7+, der utilsigtet blev forskubbet op i kæbehulen i forbindelse med fjernelse af tanden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 29. juni 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at tabet af tanden 7+ ikke er en følge af den anerkendte skade i form af gennembrydning af kæbehulen men en følge af behandling af grundlidelsen, caries og den nødvendige behandling heraf med udtrækning af tanden. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne til en bro.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at erstatningen foreløbig udgør 0 kr.

 

For en god ordens skyld skal det bemærkes, at det fremgår af Trygs afgørelse, at Tryg afventer en eventuel regning for fjernelse af roden samt nærmere oplysninger om dine nuværende gener. Nævnet kan derfor ikke træffe afgørelse herom.