Skip to content

4746/21

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der den 22. oktober 2018 fik taget røntgenbilleder samt registreret caries i tanden 7+. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 29. oktober 2018 på grund af smerter i højre side af overkæben. Der blev derfor taget røntgen, som viste, at fyldningen ikke var dyb, og fyldningen blev herefter beslebet. Den 9. november 2019 henvendte patienten sig igen, da hun fortsat havde ondt fra tanden 7+. Det blev konstateret, at tanden var følsom, og det blev aftalt at fjerne fyldningen samme dag for vurdering af, om der var rodspidsbetændelse. I så fald skulle tanden rodbehandles. Fyldningen blev herefter fjernet og der blev ilagt ZNO-eugenol. Den 3. december 2018 var symptomerne de samme, og der blev herefter indledt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen blev afsluttet den 21. december 2019 med rodfyldning og røntgenkontrol. Det blev i den forbindelse konstateret, at længden af rodkanalen i den bagerste af de kindnære rødder var kortere end de andre. Der kunne derfor være tale om en resorption, men dette kunne ikke ses entydigt på røntgenbillederne. Tanden blev herefter aflukket med en plastfyldning den 7. januar 2019. Ved undersøgelse den 10. februar 2021 blev der taget røntgen af tanden 7+, som fandtes at vise begyndende caries samt en gennemboring af roden. Det blev derfor planlagt at fjerne tanden 7+ og tanden 6+ for at isætte et implantat i regio 6+.

Patienten søger nu om erstatning for sine udgifter incl. medicin samt smerter.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af den 22. oktober 2018 og den 10. februar 2021 viser, at den bagerste kindnære rod på tanden 7+ med overvejende sandsynlighed er blevet gennemboret i forbindelse med rodbehandlingen af tanden.

Tryg fandt dog, at dette ikke har svækket tanden 7+ i sådan en grad, at grunden til den mistes skyldes gennemboringen.

Tryg fandt således, at gennemboringen ikke har nogen betydning for prognosen for tanden 7+, og det faktum, at tanden mistes.

I den forbindelse fandt Tryg, at der i mellemrummet mellem 8+ og 7+ på røntgenbillede af den 3. december 2018 ses et knoglefæstetab næsten til spidsen af den gennemborede rod. Det vil sige, at der næsten var totalt tab af knoglefæste.

Tryg fandt derfor, at dette knoglefæstetab med overvejende sandsynlighed er en følge af den tidligere parodontitis og det faktum, at mellemrummet så langt bagtil har været svært at holde rent. Dette fæstetab og det faktum, at området er svært at renholde, vil føre til yderligere fæstetab og risiko for nyt hul. Prognosen for tanden 7+ var herved dårlig.

Tryg fandt videre, at det (gennemboringen) ses på røntgenbillede af den 22. oktober 1018 og den 10. februar var sket langt fra knogleoverfladen og kunne med overvejende sandsynlighed have været forseglet ved en eventuel kronebehandling. Tanden 7+ mistes herefter som følge af grundlidelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 4. august 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede af 22. oktober 2018 dokumenterer, at tanden 7+ inden behandlingen havde mistet størstedelen af den tandbærende knogle på den flade af tanden, som vender mod tanden 8+. Tanden 7+ mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af omfattende knogletab og ikke som følge af den udførte behandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.