Skip to content

4778/21

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 26. april 2021 på grund af stærke smerter i venstre side af overkæben. Ifølge journalen var symptomerne konstante og havde varet i fire dage, og patientens nattesøvn havde været forstyrret på trods af smertestillende medicin. Ved undersøgelse blev det konstateret, at tanden +4 var tryk og bankeøm, og at der var en revne centralt i tandkronen fra forfladen til bagfladen og med caries i forfladen. Der blev herefter taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden, og i forbindelse med oplukning af tanden skete der en skævboring med perforation af tandhalsen til knoglekammens top. Patienten blev derfor henvist til anden tandlæge med henblik på vurdering af prognosen for at redde tanden med eventuel aflukning af perforation og rodfyldning. Patienten blev herefter undersøgt af anden tandlæge den 19. maj 2021, som vurderede, at tanden ikke var bevaringsværdig på grund af den store parietale perforation og den gennemgående revne i bunden af tandkronen. Tanden blev herefter fjernet operativt den 21. maj 2021, og der planlægges rekonstruktion med en implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt for tab af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt således, at tanden +4 var udtrækningsmoden, da patienten kom til tandlægen den 26. april 2021 og havde haft smerter i fire dage.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af oplysningerne i journalen dateret den 26. april 2021, at tanden var revnet. Desuden viste røntgenundersøgelsen, at der var henfald af tandens nerve (nerven var død) og rodspidsbetændelse.

Tryg fandt herefter, at da den eneste fyldning i tanden var lille og fjernt fra nerven, og hullet i forfladen ikke var synligt, er årsagen til nervedøden og rodspidsbetændelsen med overvejende sandsynlighed den omtalte revne.

I den forbindelse fandt Tryg, at infektion i nerven sker ved bakterieindtrængen igennem revnen. Dette sker over et stykke tid og længe før man oplever smerter, som dem, patienten kom til tandlægen med.

Tryg fandt derfor, at gennemboringen af den fremadvendende flade var uden betydning, idet tanden +4 var håbløst svækket af revnen (grundlidelse) længe før den 26. april 2021. Tanden +4 er således mistet med årsag i grundlidelse og ikke med årsag i gennemboringen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. august 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Det fremgår af journalen fra april 2021, at der var caries og revnedannelse i tanden +4. Tanden mistes derfor overvejende sandsynligt som følge af den lodrette revne (grundlidelse) og ikke som følge af den udførte rodbehandling. Det forhold, at der blev indledt rodbehandling af tanden på trods af, at behandlingen var udsigtsløs, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.