Skip to content

4799/21

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Af tandstillingsfejl

Beskrivelse:

Manglende tandreguleringsbehandling med efterfølgende slid af fortænderne til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Manglende tandreguleringsbehandling med efterfølgende slid af fortænderne til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 21-årig mand, der den 24. maj 2016 fik konstateret en mindre fejlstilling af overkæbens fortænder (stejltstående fortænder) samt moderat overlap af fortænderne med kontakt mellem fortænder i overkæben og underkæben. Der blev ikke fundet indikation for tilbud om offentlig finansieret tandregulering i kommunalt regi. Den 16. januar 2020 blev det noteret, at patienten havde været ved en konsultation hos en tandlæge i privat regi og i den forbindelse fået opfattelsen af, at der burde have været givet et tilbud om tandreguleringsbehandling i kommunalt regi. Patienten var efterfølgende den 18. februar 2020 til undersøgelse hos en specialtandlæge, som konstaterede, at patientens tandstillingsafvigelse burde have været behandlet i kommunalt regi. Den 16. juni 2020 blev patienten vurderet af en specialtandlæge, som fandt, at tandstillingsafvigelsen ikke var væsentligt forværret i forhold til undersøgelsen den 24. maj 2016. Det blev derfor vurderet, at der fortsat ikke var indikation for tilbud om tandregulering. Ifølge journalen blev patienten undersøgt af en specialtandlæge hos tandplejen den 27. august 2020, og i den forbindelse blev der ikke fundet indikation for, at der skulle være tilbudt tandreguleringsbehandling på et tidligere tidspunkt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det af udtalelse fra specialtandlægen fremgår, at den behandling, patienten på nuværende tidspunkt har behov for, er behandling med fast apparatur i begge kæber, samt montering af fjeder (Herbst) til at føre underkæbe-tænderne fremad.

Tryg fandt herefter, at det behandlingsbehov, patientens tandstilling har på nuværende tidspunkt, er det samme, som det havde på tidspunktet, da tandstillingsfejlen blev opdaget.

Tryg fandt derfor, at der er tale om behandling af patientens grundlidelse (tandstillingsfejl), som er blevet udskudt.

Tryg fandt videre, at selv om det ikke ses noteret, at man observerede patientens tandstilling i perioden fra 24. maj 2016 og frem til patientens behandlingsforløb blev afsluttet hos tandlægen, da patienten fyldte 18 år, så er det på baggrund af undersøgelserne hos specialtandlægerne i 2020 og 2021 vurderingen, at patientens tandstilling ikke har forværret sig væsentligt.

Tryg fandt således, at behandlingen på det foreliggende grundlag kan laves under de samme forudsætninger som den tandreguleringsbehandling, der kunne have været lavet, da tandstillingsfejlen blev opdaget.

Det faktum, at patienten på dette tidspunkt ikke blev tilbudt tandreguleringsbehandling og nu skal have denne i privat regi, udgør i lovens forstand ikke en skade, idet der alene er tale om et økonomisk tab.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 26. august 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde tilsagt, at tandreguleringsbehandlingen var blevet iværksat inden det fyldte 18. år, således at sliddet på fortænderne var undgået.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til, om udgiften til opbygning af tænderne 3- til -3 (hjørnetænder og fortænder i undermunden) overstiger det i lovens fastsatte minimum på 10.000 kr.

 

For så vidt angår selve tandreguleringsbehandlingen finder nævnet, at behandlingen efter opbygning kan udføres på samme forudsætninger, som hvis den var blevet udført tidligere. Der er således tale om udskudt behandling, hvilket ikke i sig selv er en skade i lovens forstand.

 

I den forbindelse bemærkes det, at et eventuelt krav i anledning af, at du nu skal bære udgiften til tandregulering – en udgift som muligvis kunne være afholdt af den kommunale tandpleje – må rettes til Køge kommune. Hvis du ønsker en stillingtagen til, om den udførte behandling har været mangelfuld/ kritisabel, henvises du til at rette henvendelse til Styrelsen for Patientklager.