Skip to content

4840/22

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og slid m.m. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og slid m.m. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der den 2. maj 2019 fik konstateret, at tanden +5 var knækket i hele den ganevendende del. Der blev derfor taget røntgen af tanden, og den 21. maj 2019 blev tanden præpareret til krone. I den forbindelse blev der anlagt lokalbedøvelse samt taget et kontrolrøntgen. Den 4. juni 2019 blev det noteret, at patienten havde oplevet føleforstyrrelse efter bedøvelsen den 21. maj 2019. Kronen blev herefter monteret på tanden, og i den forbindelse blev det noteret, at patienten under behandlingen rejste sig op og slap bidpinden ved påsætning af kronen. Patienten blev derfor informeret om, at cementen ikke blev hærdet færdig ved manglende sammenbid, og der var derfor risiko for, at kronen ville falde af. Ved kontrol den 18. juni 2019 oplyste patienten igen om føleforstyrrelser i venstre side af underkæben og kinden. Det blev noteret, at det var usandsynligt, at lokalbedøvelsen, der blev anlagt i højre side, kunne forårsage føleforstyrrelser i venstre side af underkæben. Det blev yderligere noteret, at kronen havde tilfredsstillende kanttilslutning, og der formentlig ville gå et stykke tid, før tanden faldt helt til ro. Ifølge journalen fra den 4. november 2019 var patienten ikke tilfreds med kronen. Den 6. november 2019 blev det noteret, at patienten oplevede, at kronen var for lille. Det blev imidlertid vurderet, at kronen havde en normal størrelse, og at kontrol med sammenbidspapir viste, at sammenbiddet var fint. Desuden blev det noteret, at føleforstyrrelserne næsten var forsvundet, og at tanden inden kronebehandlingen havde udvist symptomer på en revne. Det blev derfor drøftet, at tanden muligvis skulle rodbehandles. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor det den 11. november 2019 blev noteret, at der havde været og fortsat var symptomer fra tanden. Den 25. januar 2021 blev der anlagt bedøvelse i venstre side af underkæben, hvorefter tanden -6 blev præpareret til krone. Patienten oplyste telefonisk den 29. januar 2021, at bedøvelsen ikke var aftaget helt, og der var spændinger og føleforstyrrelser, siden tanden +5 blev behandlet med en krone. Den 8. februar 2021 blev det noteret, at der var en forbedring af føleforstyrrelserne i venstre side, men at der fortsat var gener. Ved telefonisk kontakt den 11. august 2021 oplyste patienten, at hun oplevede spændinger og symptomer fra kæbeled og bid, og at der var slidfacetter på tænderne i kombination med, at biddet føltes forkert. Patienten var nervøs for, at tænderne ville knække på grund af biddet. Patienten blev derfor henvist til en specialist.

Patienten søger nu om erstatning for sine gener efter den udførte kronebehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. oktober 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det blev noteret den 2. maj 2019, at tanden +5 var knækket, og at tanden blev forsynet med en krone den 21. maj 2019, hvor der samtidig blev anlagt lokalbedøvelse. Desuden var der i perioden skiftevis føleforstyrrelse i venstre side af kinden, og patienten oplevede, at kronen på tanden ikke passede korrekt.

Tryg fandt herefter, at røntgenbillederne af henholdsvis den 4. juni 2019, den 11. oktober 2019, den 8. januar 2021 og den 22. marts 2021 dokumenterede, at kronen på tanden +5 var udført efter erfaren specialiststandard med tilfredsstillende kanttilslutning, og at udformningen af kronen var optimal i forhold til patientens sammenbid.

Tryg fandt derfor, at der ikke er sket en skade i lovens forstand i forbindelse med kronebehandlingen af tanden +5.

Tryg fandt videre, at føleforstyrrelserne i venstre side med overvejende sandsynlighed ikke stammer fra behandlingen af tanden +5 med en krone. Dette skyldes, at de anatomiske forhold omkring nervegrenen omkring tanden +5 og nervegrenene i venstre side er separerede. Der er således ikke årsagssammenhæng mellem lokalbedøvelsen og generne i venstre side.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. oktober 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgen dokumenterer, at kronen på tanden +5 er udført bedst muligt med tilfredsstillende kanttilslutning. Det findes ikke overvejende sandsynligt, at den udførte kronebehandling har medført uhensigtsmæssigt slid på andre tænder samt ømme kæber. De nye oplysninger, som anført i din mail af 3. marts 2022, kan ikke føre til et andet resultat.

 

For så vidt angår en eventuel bedøvelsesskade som følge af den anlagte bedøvelse finder nævnet, at der ikke er tilvejebragt tilstrækkelig dokumentation herfor. I den forbindelse bemærkes det, at eventuelle føleforstyrrelser i pande, ned over ansigt og hals ikke med overvejende sandsynlighed kan være en følge af den anlagte bedøvelse.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.