Skip to content

4884/22

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Trygs afgørelse af 8. marts 2022 stadfæstes.

 

Tryg har begrundet afgørelsen med, at dit erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at du senest den 3. september 2018 fik kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen eventuelt skete en skade, og at din anmeldelse først blev modtaget den 19. januar 2022, hvilket er mere end 3 år efter kendskab til skaden.

 

Du har i din ankeskrivelse blandt andet anført, at du flere gange har henvendt dig for at få en henvisning videre med henblik på erstatning. Desuden har tandlægen meddelt dig, at hele forløbet med hensyn til erstatning ville køre automatisk, og at du ville blive kontaktet af forsikringen, du skulle ikke foretage dig noget.

 

Som anført i Trygs afgørelse forældes eventuelle erstatningskrav efter reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet 3 år efter, at skadelidte fik eller burde have fået kendskab til skaden, at der eventuelt er sket en skade. Tryg fandt, at du senest 3. september 2018 fik kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen eventuelt var sket en skade. 3-års fristen løb derfor senest fra dette tidspunkt og var udløbet, da din skadesanmeldelse blev indgivet den 19. januar 2022.

 

I den forbindelse er der lagt vægt på, at tanden 8- blev fjernet operativt den 23. april 2018, og at du kontaktede tandlægen den 30. april 2018, da du fortsat følte dig bedøvet i tungen og kæben. Ved kontrol den 3. september 2018 var der en lille bedring i højre side af tungen, og du har i anmeldelsen anført, at skaden blev konstateret hurtigt efterfølgende, til kontrol.

 

Sagen er derfor, som anført af Tryg, forældet.

 

Det bemærkes, at hverken ukendskab til love og retsregler eller til omfanget af skaden, herunder om en erkendt skade vil vise sig at være permanent eller midlertidig, suspenderer forældelsesfristen. Det kan derfor heller ikke tillægges betydning, at du ikke har haft kendskab til, at du selv skulle indgive en anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

 

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.