Skip to content

4822/21

Skadetype: Skade på rod - Rodresorption
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af rodresorption. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af rodresorption. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 74-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen for undersøgelse og behandling i perioden fra 22. november 2011 til 8. marts 2021. I perioden er der ligeledes optaget røntgen den 28. november 2013, den 24. april 2014, den 22. juni 2016 og den 18. maj 2017. Ved undersøgelse den 8. marts 2021 blev det noteret, at patienten fandt, at han havde en kant på hjørnetanden 3+. Det blev i den forbindelse konstateret, at der var en resorption på indersiden af tanden 3+ i niveau med tandkødsranden. Desuden blev der taget røntgen, som fandtes at vise en lille opløsning af rodspidsknoglen. Ifølge journalen fra den 10. marts 2021 blev det vurderet, at prognosen for bevarelse af tanden var dårlig, og patienten blev informeret telefonisk om muligheden for at få foretaget en CBCT-scanning med henblik på nærmere udredning. Den 15. marts 2021 blev der udarbejdet et behandlingsoverslag på operativ fjernelse af tanden samt rekonstruktion med implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. oktober 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen optaget den 28. november 2013 viser, at resorptionen i tanden 3+ allerede på det tidspunkt var så fremskreden, at den inkluderede rodkanalen og var under knogleniveau. Dette viser tillige, at rodresorptionen havde været i udvikling i flere år.

Tryg fandt videre, at ved sammenligning af røntgenoptagelsen fra 2013 og røntgen-optagelsen den 8. marts 2021 ses det, at resorptionen er blevet større, men det vurderes, at resorptionens nedvækst i rodkanalen og i roden under knogleniveau var så belastende for tanden allerede i 2013, at udviklingen frem til 2021 ikke har ændret ved muligheden for at bevare tanden.

Tryg fandt dermed, at tabet af tanden ikke er en følge af behandlingen eller mangel på samme hos tandlægen de seneste 10 år, og der er derfor ikke sket en dækningsberettiget skade. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at krav som følge af behandling, der er foretaget 10 år før modtagelsen af patientens anmeldelse den 19. marts 2021, er forældet.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 1. oktober 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 3+ mistes som følge af grundlidelsen, rodresorption og ikke som følge af mangelfuld diagnostik og behandling af tandlægen.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.