4873/22

Beskrivelse:

Behov for ny plastopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 78-årig mand, der henvendte sig første gang den 19. september 2019 med henblik på en generel undersøgelse. I den forbindelse blev det bl.a. noteret, at patienten havde boet i udlandet i flere år og ikke været til tandlæge i ca. 10-15 år. Desuden blev det noteret, at patienten for ca. 1½ år siden var udsat for et traume, hvor flere af tænderne knækkede. Der blev konstateret et omfattende behandlingsbehov med manglende og knækkede tænder samt et omfattende slid af tænderne. I forbindelse hermed blev der taget flere røntgenbilleder og bite wings. Den 8. oktober 2019 blev der udarbejdet behandlingsoverslag, og i perioden fra den 22. januar 2020 til den 4. marts 2020 blev tænderne 6,3,1+1,2,3 samt tænderne 5,4,3,2,1-1,2,3 opbygget i plast. Desuden blev tænderne 5,4+ trukket ud. Patienten blev ligeledes informeret om, at behandlingerne af tænderne 5,4- og +3 var uden garanti for holdbarhed og blev anbefalet kronebehandling af tænderne 6,1+1,3. Desuden blev patienten informeret om, at tænderne +2,3 burde opbygges og at der burde laves en delprotese til overkæben for at forhindre, at fyldningerne i tænderne 1+1 knækkede igen. Ifølge journalen fra den 17. august 2020 ønskede patienten behandling med delprotese i overkæben. Den 15. december 2020 kontaktede patienten tandlægen telefonisk og oplyste, at han ikke ville betale den sidste regning, og at han ville kontakte en anden tandlæge for færdiggørelse af behandlingen. Det blev noteret, at behandlingen ansås for afsluttet, og at patienten ikke skulle indkaldes mere.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, idet to tænder er knækket som følge af den udførte behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Indledningsvis fandt Tryg, at patienten ved undersøgelse af den 19. september 2019 fik konstateret et omfattende behandlingsbehov, da patienten i mange år ikke har modtaget tandlægebehandling. Dette dokumenteres yderligere af optagne røntgen fra samme dato samt et klinisk foto indsendt fra patienten, inden behandlingen blev påbegyndt. På dette foto ses manglende kindtænder i venstre side af overkæben og manglende store kindtænder i højre side af underkæben.

Tryg fandt videre, at da tænderne 5+ og 4+ samtidig kun står med rødderne tilbage (ses ud fra røntgen af den 19. september 2019), bliver al tygge- og støttefunktion udgjort af tænderne fra hjørnetand til hjørnetand i begge kæber. Disse tænder er dermed hårdt belastede samtidig med, at de ved behandlingsstart fremstår med begrænset resttand-substans.

Tryg fandt desuden, at patienten fra tandlægens side fik fortalt, at enkelte behandlinger ikke kan udføres med garantien om, at behandlingerne vil holde grundet den status patientens tænder er i.

I patientens anmeldelse fremgår det ikke specifikt hvilke tænder, som var knækket, og om det er tænderne eller fyldningerne som sådan. Tryg har derfor taget udgangspunkt i det indsendte foto, hvor det fremgår, at tænderne +2 og 2+ mangler de kliniske kroner. Tryg antog derfor, at det er disse to tænder, som patienten ønsker, at der tages stilling til.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen af tanden +2 hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at tanden +2 blev behandlet den 31. januar 2020 med plast på alle flader. Ved sammenligning med indsendt foto, som patienten har indsendt inden behandlingsstart, så ses tanden med samme behandlingsbehov.

Tryg fandt derfor, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få foretaget behandlingen af tanden +2 igen, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tryg fandt endvidere, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen af tanden 2+ hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at der ikke foreligger informationer eller oplysninger om, at tanden 2+ skulle være behandlet hos tandlægen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. februar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen af tanden +2 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved eventuelt bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

For så vidt angår tanden 2+ finder nævnet, at tanden knækkede som følge af forhold ved tanden selv.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.