Skip to content

4875/22

Skadetype: Skade på rod - Boreskade
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Udboring til rodstift med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Udboring til rodstift med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 79-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 22. januar 2021, da tanden 1+ var knækket. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise insufficient rodfyldning, og kronen blev herefter recementeret. Desuden blev det noteret, at tanden skulle behandles med en støbt opbygning og en krone Den 9. juli 2021 blev der præpareret til støbt opbygning samt taget aftryk hertil. Desuden blev der cementeret en midlertidig krone på tanden. Ifølge journalen var der blødning fra tandens rodkanal efter fjernelse af den midlertidige krone. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise en parietal perforation. Patienten blev informeret om, at tanden skulle fjernes, og at der kunne indsættes et implantat uden beregning. Patienten skulle dog selv betale for opbygning og krone, hvilket patienten var indforstået med. Der blev derfor taget aftryk til en smileprotese den 29. juli 2021.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

I brev af 1. oktober 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden 1+ som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af den 22. januar 2021 dokumenterer en kort og tynd (ikke tæt) rodfyldning i tanden 1+, og tanden er knækket. Desuden blev der indledt udboring til en rodstift den 9. juli 2021 i tanden.

Tryg fandt videre, at der den 23. juli 2021 blev noteret, at der var sket en gennem-brydning af tanden. Røntgenbillede af samme dato dokumenterer, at rodstiften gennembryder roden på tanden 1+.

Tryg fandt herefter, at behandlingen den 9. juli 2021 har haft en negativ konsekvens for tanden 1+, idet tanden på grund af gennembrydningen ikke kan bevares og nu skal erstattes med et implantat.

Tryg fandt derfor, at den erfaren specialist ville have lavet en omgørelse af rodbehandlingen i tanden 1+, da røntgenbillede af den 22. januar 2021 viser en kort og tynd (ikke tæt) rodfyldning. Derefter havde det været muligt ved en skånsom udboring til rodstift at udbore tanden, således at udboringen fulgte tandens rodkanal. Dette kan ledsages af røntgenbilleder undervejs i behandlingen. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået gennembrydning af tanden og efterfølgende tab af tanden.

Tryg fandt herefter, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet bevare tanden 1+ ved behandling med en omgørelse af rodbehandlingen, støbt opbygning og en krone. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig skønsmæssigt til 11.500 kr.

På den baggrund godkendes den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden 1+ samt efterfølgende rekonstruktion af tanden, men der erstattes kun de udgifter til rekonstruktionen, der overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 11.500 kr. Udgiften til fjernelse af tanden erstattes uden at fratrække de forvende udgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslaget på i alt 24.063,54 kr. kan godkendes.

Tryg fandt, at behandlingsoverslaget vedrører injektion 1+, amotio 1+, implantat operation, implantat/ fixtur 1+, abutment endelig vedr. krone 1+, rtg. 1+, injektion 1+, zirkonium krone på implantat 1+, rtg. 1+, knogleopbygning og membranbehandling.

Tryg fandt herefter, at overslaget kan godkendes som rimelig og nødvendig tandbehandling.

Som oplyst i afgørelse af 1. oktober 2021 fratrækkes patientens forventede udgifter til omgørelse af rodbehandling ved tanden 1+, støbt opbygning og en krone, idet patienten ville have haft disse udgifter, hvis skaden ikke var sket. Når erstatningen opgøres. fratrækkes der derfor i alt 11.500 kr. Herefter godkendes der i alt 12. 563,54 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. februar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgen af 22. januar 2021 viser, at den oprindelige rodfyldning af tanden 1+ ikke var sufficient. Rodbehandlingen skulle derfor under alle omstændigheder have været lavet om for at bevare tanden på længere sigt, hvis skaden ikke var sket. Der skal derfor foretages fradrag for udgifterne til en ny rodbehandling af tanden 1+, da der alene kan tilkendes erstatning for mérudgifter som følge af den anerkendte skade og ikke for udgifter, som patienten under alle omstændigheder skulle have afholdt. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 11.500 kr.