Skip to content

4876/22

Skadetype: Negativ påvirkning af implantat
Afgørelsetype: Tingskade
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen delvist ændret
Behandling: Kirurgi

Beskrivelse:

Parietal perforation med tab af tand til følge samt kronebehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med tab af tand til følge samt kronebehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 32-årig kvinde, der den 26. marts 2009 fik påbegyndt rodbehandling af tanden 7- på grund af betændelse. Rodbehandlingen blev fortsat den 17. april 2009 og den 29. april 2009, hvorefter der blev rodfyldt i to rodkanaler den 20. maj 2009. Den 10. juni 2009 blev rodbehandlingen færdiggjort med rodfyldning i en kanal samt plastfyldning og kontrolrøntgen. Den 30. september 2011 blev tanden 7- igen behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 27. januar 2012 skulle tanden 7- muligvis trækkes ud, hvorefter den blev behandlet med en plastfyldning. Den 12. februar 2015 blev det noteret, at der var caries i tanden 7-, som tillige skulle kronebehandles på et senere tidspunkt. Den 8. oktober 2015 blev tanden 7- behandlet med en plastfyldning, og der blev taget røntgen af tanden 6+. Ifølge journalen fra den 5. november 2015 blev tanden 6+ rod- og plastfyldt. Desuden blev der taget røntgen. Der blev den 11. februar 2016 taget røntgen af tanden 7-, som fandtes at vise intet apikalt. Der blev herefter aftalt kronebehandling af tanden. Den 26. februar 2016 blev der præpareret samt taget aftryk til krone 7-, og den 23. maj 2016 blev kronen cementeret på tanden 7-. Desuden blev der taget røntgen af tanden 6+. Ved undersøgelse den 16. november 2016 blev der taget røntgen af bl.a. tænderne 6+ og 7-, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved begge tænder. Desuden blev det noteret, at rodfyldningen i den ganevendende rod på tanden 6+ var 1-2 mm for lang uden for apex, og opklaringen strakte sig til midt på roden på den fremadvendende rod. Det blev noteret, at patienten af og til havde symptomer fra tanden 6+, men ingen symptomer fra tanden 7-. Patienten blev informeret om, at der kunne være en 4. rodkanal ved tanden 6+, og at tanden 7- havde behov for kirurgisk rodbehandling, hvis der opstod symptomer. Desuden blev der anbefalet behandling af tanden 6+, men patienten ønskede at afvente yderligere behandling og kontrol af de rodbehandlede tænder. Patienten henvendte sig telefonisk den 20. december 2016 på grund af hævelse og ømhed svarende til højre side af underkæben. Patienten var derfor bekymret, om dette var opstået som følge af betændelse ved tanden 7-, og patienten blev anbefalet at kontakte egen læge for at udelukke andre årsager. Ifølge journalen fra den 13. januar 2017 drøftede patienten og tandlægen muligheden for kirurgisk rodbehandling af tidligere rodbehandlet tænder som følge af betændelse. Patienten oplyste, at hun ikke havde symptomer på nuværende tidspunkt, og det blev aftalt, at patienten skulle henvende sig igen ved symptomer. Den 9. marts 2018 oplyste patienten, at hun af og til havde hævelse og smerter fra tanden 6+. Ifølge journalen fra den 21. juni 2019 blev der taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt en knækket rodfil. Ifølge journalen fra den 7. januar 2020 var patienten klar over, at tanden 6+ ligeledes var behandlingskrævende. Den 3. juli 2020 blev der taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse og en knækket rodfil ved rodspidsen. Der blev desuden taget røntgen af tanden 7-, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt insufficient rodfyldning. Der skulle derfor tages stilling til den videre behandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter til rodbehandlinger, fjernelse af krone samt kroner efter rodbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. november 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af rodbehandlingen af tanden 6+ hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at optaget røntgen dateret til den 5. november 2015, den 23. maj 2016 og den 15. november 2016 dokumenterer, at rodfyldningen i den ganevendende tandrod gennembryder roden svarende til 2-3 mm. Derudover var der rodspidsbetændelse på den forreste rod.

Tryg fandt videre, at optaget røntgen dateret til den 3. juli 2020 godtgør, at tanden 6+ var rodbehandlet, men også med et rodfyldningsoverskud svarende til 2-3 mm, som er beliggende over tandens rødder. Samme røntgen viser også rodspidsbetændelse på den forreste rod.

Tryg fandt herefter, at der med overvejende sandsynlighed er sket en skade i form af en gennembrydning af den ganevendende rod i forbindelse med rodbehandlingen i tanden af den 5. november 2015.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist ville have været, at der var fastsat et foreløbigt og endeligt rodmål, som var overholdt i forbindelse med udrensning og rodfyldning af tanden. Herved havde patienten med overvejende sandsynlighed undgået en kirurgisk rodbehandling af den ganevendende rod og kirurgisk fjernelse af rodfyldnings-overskuddet.

Patienten har derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Tryg bemærkede dog også, at der ligeledes er rodspidsbetændelse på den forreste rod i tanden. Denne rodspidsbetændelse er ikke en følge af behandlingen af den 5. november 2015, men skyldes med overvejende sandsynlighed patientens grundlidelse. Denne del er dermed ikke en del af den skadesudbedrende behandling.

Tryg fandt videre, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen af tanden 7- hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at det i journalen fremgår, at patienten blev informeret omkring rodspidsbetændelse på tanden 7- den 16. november 2016. Der foreligger også røntgen, som viser rodspidsbetændelse. Derudover fremgår det også af journalen, at der var rodspidsbetændelse og behov for rodbehandling af tanden 7- den 3. juli 2020.

I anmeldelsen fremgår det, at der var behov for afmontering af kronen på tanden 7-, og der skulle fortsættes en ny rodbehandling med dertilhørende ny kronebehandling efterfølgende.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at en rodspidsbetændelse ikke heler op efter en rodbehandling, ikke er en erstatningsberettigende skade. Til dette fandt Tryg, at helingsraten ved rodbehandling svarer til cirka 80%. Dermed er der en femtedel risiko for, at rodbehandlinger skal omgøres.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling af tanden 7- hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 26. november 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at tanden 7-’s behov for rodbehandling skyldes grundlidelsen, rodspidsbetændelse og ikke den udførte kronebehandling. Det forhold, at der blev sat en krone på tanden, selv om der var rodspidsbetændelse, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandling af tanden 6+ i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.